KORONAKARTELLET

Har I nogensinde tænkt over, at egypterne er bibelens nazister?

Nå men, ikke noget?

Det er da bare ret sjovt at tænke over. Tænkte over det, da du sendte solen, mens jeg selv sad på bænken badet i dens stråler sammen med alle de andre. Solguden Ra, der gavmildt gav af sine gaver. Grådigt suger vi til os. Som vi har fortjent. Vi har været dygtige. Opført os pænt. Der kan måske blive slækket lidt på stuearresten. En smule. Det var i forvejen meget gavmildt, at vi måtte beholde vores mobiler. Det betød meget! Så tak for det og lad din vilje ske, ærede statsmornister. 

Auf widersehn, Auf. Han drager til dødsriget. Natten er over os. Ra-reference. Look it up! 

Lazarus, der lod som om, han var lig og lå livløst hen, indtil han ikke længere gjorde, leger med livet, buldrer blåmejsen, der er frygteligt fri. Ligesom Lazarus. Vidste man ikke, hvad forfatteren fortærrede, mens han fortalte, ville man måske tro, at der var tale om tungetale. Altså den kommercielle af slagsen. Den hvor man sælger en løgn, for at sælge sig selv. Men det var ikke hans skyld. Han fortalte bare, hvad han fornemmede, mens de forførende toner og den fængende tekst fik ham til at forsvinde fra sfæren, lidt efter lidt.

Pludselig var han borte. Altså Bowmeisteren. 

En kvinde træder ind. Sætter sig stille på en stol. Retter sig lidt op i den og begynder så. Helt alene i rummet med sin guitar og sin stemme. Synger om en kvinde gemt i sin elskedes arme – næsten fri.

Ingen hørte, hvad hinanden sagde.

Pludselig spjætter hun rundt, foran forfatteren, på sine fine, små tæer, forsigtigt, som forelsket i livet. Som var hun den virkeligste virkelighed.

Alt han ville var, at det var virkeligt. At det ikke bare var den forbandede fantasi.

Lader som ingenting. Fortsætter ufortrødent frem. Forfatter flere floskler, for at forfatte udenom. Vælg selv, om du føler for Fru fønix eller den lusede greves Lazarus; hvad du mener, passer ligningen bedst. Altså efterligningen. 

Hans Bennyhed skratter lidt på en ustemt guitar, mens hans bestemt beretter om en lang, lang vej – nærmest en rejse – han sværger på, er hans egen. Én af mange. Han har været her før, og skal nok lægge vejen forbi igen, på hans vej ned. Han sværger, og de falder i svimer over smigren. En charmerende scene, hvis man ikke vidste bedre. Men nogen bør jo. Er der en anden, der vil tage roret, eller beror det på mig? 

Jeg kan godt, hvis du insisterer, men jeg mener da også, at du plejede at mene meget om mangt og meget. I hvert fald en del. Eller husker jeg forkert? Beklager hvis jeg blander tingene sammen. Det er bestemt ikke min mening. Men det er på en måde det samme. 

Jeg slipper skærmen for en stund. Der er spirer, der skal sås, sange, der skal synges og sole, der skal slikkes. 

Coronaen må vige for virkeligheden. Jeg viger for venner. Bare lige lidt. Jeg lover at forfatte og finde på, selvom det ikke finder vej her til siderne. Jeg er sikker på, I nok skal passe godt på dem, imens. 

Vi tales ved.