KORONAKARTELLET

Her til morgen er gaderne tomme. Kun en krage hopper rundt og kradser i græsset. Kragen kender måske ikke til karantæne. Måske gør den. Ved, at der endnu ikke er tale om krav. Kun uklar tale om klistermærker. Klistret ind i angst. For de andre. Måske sig selv. Du er et omvandrende omen. Potentiel plage af bibelske dimensioner. Tid til at male med blod over karm. Kom ikke ind! Her er lukket.

Ikke for vandet. Det varme flyder endnu. Jeg har fået udslæt på knoerne af at vaske hænder. Ved ikke, om det betyder, jeg vasker for meget i krisetider, eller gør det for lidt i krigstid. I hvert fald er de begyndte at bryde sammen. Sprætte op. Tænk Moses og det Røde Hav, hvis du vil blive i det bibelske. 

Dødbringer. Måske ved kragen, at det er lige nu, der er ligædere at lokke frem fra deres jordhuler. De hører jungletrommerne tordne. De lugter lokumspapir og ligklæder.

Jeg overdriver selvfølgelig. Bare for at gøre det. Fordi du bad om det.

Jeg har været nede efter håndcreme, kontanter og cannabis. Så jeg kan klare mig i karantæne et kvartal eller to. Send flere 0’er, og jeg ruller igen ned til automaten og kræver kontanter og korona, når jeg taster på de taster, tusindvis af tankeløse tåber, som ham der lige nu digter på datamaten, har trykket på før. Helt trygge i troen ved, at når de trykkede på tasterne – uden handsker på hænderne – ville de ikke gemme på korona, som de ville komme til at glemme på tasterne – når de traskede videre i teksten – til den næste tåbe, som ville tage det med sig videre på sine fingre, som han – selvom han fryste – heller ikke havde hevet i handsker, som kunne have hindret host og hænder fra at føre faren til flere, kun fordi hans knoer kradsede mod kunstlæderen.

Surt show. Så selvom næsen løber, bliver jeg, hvor jeg er. Holder afstand og holder ud. 

Alt godt her på Augustenborg.