KORONAKARTELLET

Bænke og fortov er begyndt igen at blive befolket. Primært af pensionister. De går og hoster højlydt og sender spyt på fortovet forneden deres fødder. For ligesom at sige, at de vil skide på befalelser og begrænsninger. De ved bedst! Men vil de lytte? 

Gider man overhovedet at lytte, hvis der ikke er nogen, der gider lytte til én? 

Nok ikke. 

Men mon ikke det handler om øjnene, der ser. Der ikke vil se andet end angstens aldrende ansigt.

Dødsangst på to ben. Med næse og mund. Det er dem, der bringer døden.

Før var det højst lidt upassende og patetisk, det der kom ud, når de åbnede deres mund. Som om de ikke så, at massen var møvret videre. Vidste bedre. Nu var blevet klogere end de gamle vismænd. Vidste at svaret ikke skulle findes på toppen af bjerge, denne gang. Budbringerne, der bar på tunge tavler, kunne ikke byde på andet end gamle gloser fra glemte grublere. Der var ikke tid til tænkerier. Der skulle handles, og det var nu! Vismændene bad om betænkningstid. Måtte rådføre sig hos de gamle guder.

De stod med hovedet i deres bøger, mens skibet stævnede ud. Nogle af dem ombord mente at have set én af gubberne løfte grubleren og give et lille, anerkendende nik, inden han langsomt begyndte at fylde mindre og mindre i horisonten. Langt de fleste mente dog ikke, at havde set andet end et glinsende hav af isser, som gav dem en stille tro på en funklende fremtid uden glemte gloser og glinsende gamlinge.

Jeg håber, at der er plads til mere end én af hver, på den ark, de er ved at bygge. For vi er gjort ud af det samme stykke af månestenen. Hvert sit stykke. Hugget til på hver sin vis. Nogle stykker skåret af med den største, påpasselige præcision. Andre mere lemfældige lunser røg i øjeblikke af rådvild raseri. Men hver er de unikke; lige som de skal være. Lige nu. Så lad os håbe, at de lukker os alle ombord på paradis-prammen, når sirenerne synger. Og at vi må få lov til at snige et par stykker med i smug. Ellers melder vi mytteri! 

Far vel!