KORONAKARTELLET

Jeg sidder på toppen af bakken. Højt hævet over byen. Ser ned på de små myrer der smadrer rundt mellem hinanden. Her fra er deres ansigter ikke andet end antydninger af, hvad man kender. Jeg forestiller mig smil på dem.

Har lige bevæget mig rundt blandt dem. Stjålet et par stykker eller fire. Altså smil. Nu sidder jeg heroppe og afsøger flugtveje. Det er i hvert fald det, jeg vil sige, hvis nogen skulle snige sig her op for at spørge. Onde tunger ville påstå, jeg bare lå og slikkede sol. Forstod at forstå foråret. Bruge det som børes gør. Ligesom alle de andre.

Apokalypsen er udsat for en stund. Vi holder vejret, mens de gamle udånder, når ilt-apparaterne ikke slår til.

Alt dårligdom er glemt, så længe man gemmer mobilen i lommen og vender sig ud mod verden. 

Suger til sig af forårsdufte og sommersolen, som er tyvstartet, fordi den ikke ved, om der er nogle til at nyde den, når vi når videre fra vår. Om tiden forgår for en stund. Om vi kommer til at sidde fast i dette frygtens fængsel.

Indsæt selv noget med Jonas i hvalen, hvis du vil. Hvis du ikke mener, terroren slår til. 

Vi ved begge, at katastrofen har skuffet katastrofalt.

Den indre svinehund vil se blod. “Be’ om!”, brummer den. Men vi smider den bag lås og slå for nu. Så må vi se, hvad det kan blive til. Om den skal lukkes ud for at få lov til at snuse rundt og slikke skrækken i sig, når stammerne støder sammen.

Terror i tal. Jeg kender endnu ingen, der er knækket under koronaen. Så jeg må forestille mig den stille dræber. Give den frit spil til at spille mig et puds. Den pusler rundt og prikker til angsten for at være alene. Ikke selve isolationen. Men om at miste. I sandhed at stå som sidsten. Albuerum efter uger uden håndtryk. Det gør indtryk. 

Min mor er livslang ryger, så jeg tvinger hende til at blive indendøre, så ikke også hun ryger. Hun skulle have besøgt hendes kræftsyge navnesøster, men jeg narrer hende til at tro, at det er for søsterens skyld, jeg siger, hun skal holde sig på sikker afstand. Snydt! Synd. 

Vi må stå os selv nærmest, nu når vi skal stå sammen.

Jeg tager selvfølgelig afstand til mig selv, når jeg beder min mor efterlade hendes veninde til uvisheden – mindst en meter. Du bør gøre det samme.