KORONAKARTELLET

Alle husker, hvor de var den 11. september 2001, da de to tårne faldt. Da verden ændrede sig for altid, og angsten blev ekspliciteret og virkeliggjort.

Da de to tårne faldt, red jeg langsomt og vuggende på et næsehorn gennem den solbeskinnede, orange Saharaørken. Venligtsindede beduiner hilste mig på min vej, pegede mig væk fra fatamorganaer og i retningen af frodige vandhuller.

Jeg fløj gennem fløjlsbløde skyer hånd i hånd med min elskede, som jeg endnu ikke vidste hvem var. Solen var ved at gå ned, luften var klar og frisk, og alle farver på farvespektrummet tronede majestætisk i horisonten. Rendyrket lykke strømmede gennem mine årer, og jeg følte mig komplet og fri.

Jeg svømmede blandt selvlysende, blinkende og groteske dybhavsfisk på bunden af havets dyb, og jeg blev opslugt af det mørke, som kun dybhavet kan manifestere. Jeg vågnede op i Atlantis omgivet af havfruer og havherrer, som alle kiggede mærkeligt på mig og mine to ben med fem tæer for enden hver. Deres haler var perfekt formet til deres omgivelser, og de bevægede sig omkring med svævende elegance. Det kunne jeg ikke med mine sølle menneskeben, og derfor blev de mistroiske. Deres mistro til min evne til at være ligesom dem gjorde mig rædselsslagen. Mit hjerte begyndte at banke i dobbelt takt, og jeg havde svært ved at orientere mig. Alt var fremmed, alt var anderledes og alle var bevidste om, at jeg ikke var som dem.

Det smukke topaz blå Atlantis blev langsomt og cirkulerende forvandlet til en forskruet og sammengroet skov så tæt bevokset, at det var umuligt at vide, om det var dag eller nat. Hvor mørket fra dybhavet var behageligt trykkende, var mørket i skoven omklamrende tykt.

Jeg famlede mig frem i blinde, men kunne ikke finde nogen form for retning. Kun sammenfiltrede rødder, rådne blade og en tiltagende knugende frygt. En skinger og øredøvende latter skar gennem mørket som lyden af en vinkelsliber mod stål.

Jeg løb. Kæmpede mig gennem den tætte underskov, men jeg kom ingen vegne. Et spotlys fandt mig, og bag mig så jeg flygtige skikkelser komme flyvende. Jeg kæmpede panikslagen for at komme væk, uden at vide hvad væk var. Heksene cirkulerede omkring mig som en stor flok ondsindede hættemåger, og med hamrende hjerte vågnede jeg med et sæt op fra min daglige middagslur.

Jeg vågnede op til synet af min mors forfærdede øjne, og fik at vide, at jeg skulle komme ind i stuen med det samme. Groggy og mut vraltede jeg ind i stuen, lige da det første tårn faldt.

Jeg sagde intet, kiggede kun på skærmen, men mærkede drømmens frygt, drømmens angst vokse i min krop og mit sind. Var mareridtet ikke overstået?

Når jeg om ti år skal beskrive Coronavirussens indpas og den tilhørende angst, frygt og bæven, bliver det ikke som et mareridt, der ikke vil stoppe. Beskrivelsen kommer nærmere til at handle om hamstring af toiletpapir, stjålne håndsæber og ligegyldighed over for en trussel, som med garanti kommer til at koste flere liv end islamistisk terror. Det bekræfter mig i, at menneskeheden trods alt stadig blot er prætenderede sofistikerede aber med tøj på.