KORONAKARTELLET

Sidder i solen. Selvfølgelig på behørig afstand, på en bænk i parken. 8,3 lysminutter for at være præcis. Her er skønt. Jeg taler i telefon med min kammerat i korona-city. Han er ikke mærket af situationen. Slet ikke. Han beretter boblende om en mixerpult, der er kommet med posten. Pakken stod på måtten, mens manden fra Nord stod med meters mellemrum mellem ham og pakken, mens han pegede på paden. Forklarede med fagter, at han ville forsøge at forfalske den fremmedes finger. For en sikkerheds skyld. Måske majestætens?

Vi vender verdenssituationen og vender så visiret mod det vigtige. Pønser på alle de pengeposer, der potentielt er at få pølsefingrene i, i disse paniktider. Porte på klem. Kroner at kræve, hvis man er kreativ nok. Og det er vi! Ik?

Jo da, jeg leder altid efter en lem at lade kældermennesket kravle ind af. Kutteren krængede sig roligt hen over revet. Langt efter, landgangsbroen var løftet fra land, langt før, jeg forstod, at det var tid til at lette anker. Derfor kravlede jeg ind på krybende knæ, en klemt passager, som krøb til køjs i en kummerlig kasse, og som ikke kom ud, før vi var på internationalt farvand. Ude for land og ret. Retfærdigheden skal findes blandt fæller. Ikke i en kælder, der hælder mod had.

Tilbage til tingenes tilstand. Tro mig, jeg har tit tænkt over, hvad der sker, mens vi sover. Så jeg sætter streger, når jeg strejfes af sensationen. Sådan da. Stavrer forbi en forbipasserende. Forsøger at få et smil frem fra føreren. Fejlslagen. Fandens!

Solen forsvinder. Jeg ser trillinge-tårnene trone op på en pletfri himmel. Perfekt. De ser ikke ud til at være mærket af situation. Står som de plejer. “Kun folk over fyrre får adgang!”, fråder de fortørnede indenfor. Kun voksne var velkomne i deres elfenbenstårne. Sådan havde det altid været. Selv før smitten svævede i luften. Ellers ville de styrte i grus. Formentligt tage hele verden med sig i faldet. Grund nok, hvis det havde rod i sandhed. Og han troede på alt, hvad vismændene i deres tårne betroede ham. Befalede! Det stod til troende. 

Til al tid.

På toppen af tronen, på toppen af tårnet sad Rottedronningen og regerede riget. Ret godt, sagde slangerne, hvis lod i livet det var, at tale med to tunger, mens de standhaftigt påstod at stå på sandhedens side. Sikkert. Tvivlsomt. 

Men sådan var det i dette lille kongerige. Alt havde sin plads. Alt havde sin ret. Alt havde sin tid. Alle havde sin side. Sådan var det, og sådan skulle det blive ved at være. Hvis ikke, vidste de ikke, hvad der ville ske. Om de ville bestå, hvis de bare slog sig løs. Sagde og gjorde, hvad de virkeligt følte. Mon de turde? Ikke nu. Ikke i krisetider. 

Rottedronningen regerede med en hård favn. Klemte langsomt livet af dem, mens de følte sig en form for elsket. I hvert fald forstået, som aldrig før. Det føltes rart, og så var det lige meget, at man vidste, hvad der ventede. Det var jo slet ikke sikkert at hun havde tænkt sig at klemme til. Måske ville hun stoppe op, før luften forsvandt. Forduftede. For en stund få én til at føle sig fantastisk i alt sin forkerthed. Føle samfundssind. Sådan rigtigt. Uforfalsket forståelse. Fri os fra det forkerte. Fri os fra os selv. Skyl det ud med sæben og vandhanevandet. Hiv alt det vanvittige ud. Uden er vi intet. Intet er alt i disse tider. 

Ude i sommersolen er intet af dette sandhed. Kun når jeg sidder i min sofa i stuen. Og selv der er det løgn. Jeg leger bare. Livet er lykkeligt og langt. Selvom nogle sikkert sælger en anden sandhed. Det skib er sejlet, og jeg sneg mig fra bords, inden da. Sneg mig udenom. Benny sagde det:

Livet er utroligt, men sandt. 

Det er så sandt, som det er sagt.