Jeg er endnu ikke kommet ud af sengen. Jeg ligger under dynen og læser New York Times’ beretninger fra korona-land. De fortæller, at det øjensynligt er mere farligt at være mand, end at være gammel. Altså i korona-tider. Selvom man selvfølgelig kan skæve til statistikkerne og se, at skidtet skam er skruet sådan sammen, selv uden for smitte-tider.
Ligner ligestilling. Det kræver kontrol ikke at kaste sig ud i noget med kvindernes, klodens og kosmos kvittering for tusinder af trin op af evolutionsstien, hvor vi har trådt på alle dem, der ikke var os. Jeg ville selvfølgelig slå et slag for at vi, som jeg før har sagt, er den samme. At forskellene er fundet på. Fri fantasi. Ikke finder sted i virkelighedens verden. Den udenfor det indre.
Men jeg ved godt, at det ikke er min tid til at tale. Til at forsvare. For vi har haft taletid nok. Nu må vi tage vores straf som mænd. Manglede da bare. Cellerne i mit ufødte foster slog sig sammen med forbryderne og forandrerne, der slentrede rundt på kloden og kuede kvinderne allerede i kong Davids land. Jeg hujede og heppede på Hollywood, der i halvtredserne prakkede os parties, patter, og patriarkatet på. Prædikede. Jeg var med hele vejen. Selvom jeg ikke var. Det gemmer sig i generne. Jeg er medsammensvoren kammerat i kraft af min kæp. Kan ikke komme udenom. Det er indeni.
Jeg orker ikke. Måske er jeg for afkræftet? Måske er hævnen her allerede. Kredser rundt i min krop og udskiller stille alle cellerne i mit blod med en bedsk bakterie, der brutalt blotter mig for alt liv. Bare fordi jeg er mig. Bare fordi jeg er mand. Men jeg er i brunst – foråret må du forstå – så jeg slår strøtanker om min snarlige saglighed ihjel og spiller i stedet et slag Tinder. Håber at finde sjælefred blandt ligesindede. De søgende. De sørgelige. Singlerne.
Min pegefinger udpeger, afvejer og fejer af vejen. En af de få steder, jeg er udpræget højreorienteret. Ukritisk.
Der er kun én måde, at få det dårlige ud af kroppen. En metode vi mænd, har gjort brug af i millioner af generationer. Det er det, der har bragt os så langt.
Skulle jeg starte en sort plage, der skulle slette alle spor af stemmerne, stammerne og sjælene, ville jeg bruge denne hvide væske, der ligner døden selv. De påstår, at den gemmer på liv. At den holder på halvdelen af livets byggesten. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Døden er iblandt os. Indeni. Udenpå. Det handler altsammen om at forgå.
Men jeg har fundet evigheden. Kom med, hvis du tør. Det handler om at tro. Jeg sælger sjælefred og syndsforladelse. Det handler om at turde.
Så tag med.
N.B.: Efter senere gennemgang af det ovenstående, er det mig pålagt at pointere, at der nu står 2-0 til Freud. Fordømt! Det er drøjt at være dommer.
KORONAKARTELLET 
Skriv en kommentar