KORONAKARTELLET

Hver tredje time går jeg en tur i kvarteret. Sonderer terrænet. Besætter en bænk for at suge ind og puste ud. Sætter sanserne fri og tager tankerne ind. Finder fred, kunne jeg finde på at finde på. Forfatte, hvis det skal føles finere for forfatteren. Men det er passé at finde på. Der mere ved virkeligheden for tiden. Den ved man, hvad er.

Jeg drejer på bænken, så den sigter mod solen i øst, og så jeg har tårnene bag mig. Bare så de ikke skulle friste til at finde på. Få gode ideer.

For jeg ved selvfølgelig, hvad der foregår deroppe. Men det må vi slippe for en stund. Det er her det sker. Fantasien løber af med én, når man skal holde sig indendøre.

Jeg kunne fortælle om de fire, der sidder ved klubhuset og får cava, mens deres gravhunde hundser rundt på det nyslåede, grønne græs. Alt andet end gråt. Grønt. Især i 4D med dufte. Der kunne sikkert gemme sig gigantiske galakser i dem, hvis bare man gad. Heller ikke herren med huen på pallerne forstår at fange mig. Måske fordi jeg ikke vil. Jeg vil mig selv og mine virkeligheder. Havde de bare stuvet sammen og samlet sig tretten styks og brudt brød med cavaen, kunne jeg sikkert have dristet mig til at søge de bibelske dimensioner. Mon ikke der gemmer sig en baguette på bordet, hvis bare man vil. Så er det vel okay at lægge lidt til. Pynte på virkeligheden. Få den til at passe bedre. Bare fordi det passer mig.

Men nej. Verden går videre med mennesker i meningsfuld udveksling af verdener, der må give en form for mening til sammen. Hvad kunne der ikke ske, hvis vi alle stod sammen. Sang i kor til den samme melodi. Hvilke verdener vi kunne føde i forening. Mennesket bærer meningen i sig selv, men finder den kun sammen. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. 

Glem det! Du får mig ikke til at sætte et måske. Ikke her. Jeg er sikker i min sag. Men lad mig høre, hvis du sætter alt på at sige noget andet.

Vi snakkes ved!