KORONAKARTELLET

En væsel vralter ud af sin vogn. Så voldsom, at vommen vælter ud over buksekanten i bevægelsen. Slukker lyset foroven, smækker døren bag sig og spytter så på jorden foran ham. Afmærker sit territorium. Trodser myndighedernes krav ved at kræve sin plads med sit mundvand. Blodet skulle flyde, hvis retfærdigheden skulle ske fyldest. Forbandede væsel! Hvis det stod til mig, var slamberten slettet, før solen igen stod op. Og det er her i natten, det er plads til lyssky affærer. Til at tage sagen i egen hånd. Fylde den med baktusser og bare brage ud i natten i en febervildelse af faste håndtryk. 

Paven aflyser påsken. Lader kristus ligge i graven, så længe der er korona i luften. Underet udebliver. Heldigvis lokkede I mig ned i hans hellige hus, længe før frygten hang i luften blandt os. Her gav de mig både vådt og tørt, så jeg tænker, jeg har mit på det tørre. Men det er klart, det bekymrer, hvis blodet over karmen, end ikke forsikrer om frelse, hvis nu dommen den skulle falde. Fandens! 

Japanerne holder heldigvis fast i at holde OL. At fejre fremskridtet, koste hvad det koste vil. De hører hamskifterne, stå og hamre på deres trommer og tordne i deres horn, uden for paladsets mure. De vil have en plads på podiet. Det handler ikke bare om at være med. Det handler om at vinde. Koste hvad det koste vil. Måske er det sidste gang med mennesker i manegen. Hvem ved, hvad fremtiden finder på? På en måde er det rørende, at det er regnedrengene, der frygtløst kaster sig ud i korona-kampen og kæmper for en konkurrence, hvor det er den stærkeste, der er den bedste. Survival of the fittest. Selvfølgelig i forsimplet form. Fysisk formåen. Min forfar er stærkere end din forfar. Den type tilbageskuelser, der sørger for, at vi står fast på vores ståsted. At vi ikke stiger op af stigen. 

Slangerne sagde selvfølgelig, at alt ulykken hele tiden havde været en del af de udspekulerede uglers plan. Én de udtænkte længe før utrygheden trængte ind. Tvang dem til at standse op. Slangerne sagde aldrig rigtigt, hvad det var, de udspekulerede ugler havde udsat dem for; hvad det egentligt var, de havde udtænkt af onde planer. Men mon ikke det handlede om pesten, piblede det i krogene.

Tilbage i virkelighedens verden vender jeg tilbage til en tilbagevendende tanke om, hvor svaret skal søges. Inden du siger indeni, vil jeg nu alligevel udfordrer det ved at se ud. Spørgsmålet er, om vi skal orientere os mod øst, eller holde viseret vendt mod vest. Bare hvis vi skal lege os og dem for en stund. Hvordan bliver man bedst sund? Hvem har svaret? Hvem ved bedst. 

Jim sagde vest. At sandheden stod skrevet på stentavler, der var skabt i vestens vugge. Måske har han ret. Men ungdommen er ulideligt uinteressant, når man først har rundet de 27. Ikke blev en del af klubben. Ikke længere er det. Derfra venter døden. Fordi man valgte den fra. Fordi den fandt én for let. Derfor holder jeg ud og holder ved. Holder af i ny og næ. Holder mig mest for mig selv her i karantæne-tider.

Når dagen slutter, drømmer jeg todimensionelt. Vælter rundt i hverdagsscener, som altid er omsluttet af vægge, der vender indad. Og jeg vil ud! Når jeg vågner, vender jeg tilbage, uden at kunne finde vej til de andre dimensioner. Dermed fanget mellem to – eller ti. En sirene synger en sang, der føles ny, men som jeg kender, så godt som mig selv. Har meget at lære. Hun forstår at få mig til at forstå, hvad det er, jeg ikke forstår. Havet er så blåt, som et øje kan se, aldrig vil jeg glemme havets blå. Sådan synger sirenen, og jeg tror på hende, uden rigtigt at forstå, hvad det er, hun fortæller. Jeg tror bare. Det er nok, når bare det er hende, der synger. Så lytter jeg.

Kong Triton troner for toppen af de ti tusinde trappetrin, man må bestige, før man kan falde for hans fødder og forsikre ham om evigt troskab. Bare fem minutter senere sidder han i smug og betror én om et lille land med huer og handsker på. I fuld diskretion! Et land der ligger langt fra hans hellig haller, her i havets blå. Det er den dejligste morgen i hundrede år, bobler han herligt. Der svømmer smøger rundt omkring ham. Han hiver én ned med sin trefork og tænder den med en elektrisk ål. Han ophæver fysikkens love, som tusinder af tænkere brugte årtusinder på at udtænke, bare for at tænde sig noget der kan tøjle hans abstinenser. Opfindsomt!  Kan du kende mig?”, spørger han. Han virker bekendt. De lysende lokker, der leger om tinden, når de fanges af vinden, virker venlige. “Vind under vand?”, vrænger læseren. Lad mig forklare, lad mig forsvare! Jeg digter jo bare. Under vand er der vind, under luft er der laks. Måske en smule for abstrakt. Det holder vi ikke så nøje, her i det mørke, her i det høje. Tør man mon tro, at denne fremmede fiskemand, er en ven, der endnu bare er ukendt? Eller er det noget, han forsøger at få én til at tro? Han kan tro om! “Jeg kender dig ikke!”, siger jeg forsigtigt. For en sikkerheds skyld.

Han vender sig om og slutter sin sang. Det var det for denne gang.