KORONAKARTELLET

Vi er helt tilbage ved begyndelsen.

Noget der minder om ur-stadiet. En tid før tiden. 

Vi opfører os som dem, vi forstod som fortidslevn. Fra en tid, vi troede vi havde lagt bag os. Pensioneret. Bevæget os videre fra. Hurtigere. Højere. Vildere. 

Bedre, mente vi helt bestemt. 

Bom. 

Bang!

BOM! 

Vi hamrer løs. 

Sliber sten, så det næsten kunne ligne, at vi var klar til at kræve liv. Løgn! 

Vi er virkeligheden bange. Mørket vender altid tilbage om natten, når tankerne tager til. Tordenvejr! tænker vi. Men udenfor er det eneste der buldrer blåmejser.

Kongeriget er i karantæne, kvidrer vi til hinanden. Men det er en løgn. 

For ingen har krævet. Kommet med krav. Ingen frihedsberøvelser. Faktisk bare frikvarter. 

Men de spinder spin og fortæller frække forfalskninger, fordi der er frygtsomme og føler sig forkerte. 

Har brug for en skurk, fordi skurken har skyld. 

Skylden giver frelse, hvis bare skurken forsoner. 

Men skylden er også bare fri fantasi. Så skurken siger intet. 

I stedet kommer mor ind.