KORONAKARTELLET

Jeg hører, at zombie-film streames som aldrig før. Folk forbereder sig til apokalypsen. Tænker fremad. Gør sig klar til det der kommer. Men de tænker slet ikke langt nok. Ser fremad i stedet for tilbage. Så jeg genlæser SÅM’s ‘Af den anden verden’. Gør mig klar til en genstart af civilisation. Formatering som du formulerede det. Tid til at starte forfra. For en sikkerheds skyld. Jeg er sikker på, at vi alle er helt på den sikre side, når vi skal starte forfra og, tage tilbage til det trygge og for alvor få gang i at frygte hinanden. Som aldrig før. Hvor uoriginalt at falde tilbage til urinstinkterne. Urin. Ikke andet end pis og papir! Pis af pismyre!

Her ikke plads til jeres bøger og jeres bræk. Pis af med jer! Vi kyler klogeåger i guillotinen her i kongeriget. Gør op med grublevældet! Gyng, gang, gyng, gang. Hør os vugge i takt. En helt hær af hensynsfulde, hæslige hyæner. 

Så så, skat. Ikke græd! 

Mor skal nok sørge for, at alle dine mareridt bliver til virkelighed. 

Mor skal nok putte alt hendes frygt ind i dig. 

Mor har dig her under hendes trygge vinge. 

Hun vil ikke lade dig flyve, men måske lade dig synge. 

Mor skal nok holde det hele hyggeligt og varmt. 

Og selvfølgelig hjælper mor dig med at bygge din mur. 

Ensomheden entrerer langsomt. Lusket. Banker på. Jeg ruller persenierne ned og lader som om, at jeg ikke hjemme. Han bliver ved. Jeg spæner ud i sommersolen. Suger sanseindtryk ind i stride strømme. Det skønt! 

Jeg ringer til min mor for at høre hendes stemme. Savn kanske. Hun fortæller om hendes veninde, hvis mand er syg af kræft. Hun kan kende den farve. Det blik. De øjne. Det var den, det var det, det var dem, som hendes egen mor havde, før det hele var forbi. 

Det er første gang, hun kæder det sammen. Kræft og mormor. Jeg har aldrig mødt hende. Altså min mormor. Hun var død, før jeg blev født. Et evigt billede på døden, som aldrig var. Evigheden. Hende der ventede, når det var vores tur. 

Men vi talte aldrig rigtigt om det, at hun var død. Når jeg spurgte, blev der svaret undvigende. Snakket udenom. Så det blev op til mig at tænke løs. Så det gjorde jeg så. 

Min mormors medicin, var den samme som den, jeg så, min mor tage, hvis hendes fine, hvide hænder pludseligt begyndte at ryste. Så det måtte være rysten, der bragte døden. Ja, sådan måtte det hænge sammen. Så derfor skulle min mor også dø. Det gemte sig i generne. Og hvis jeg rystede på hænderne, ville jeg måske også dø. Farlig information for så frygtsom en lille dreng som mig. Men der var ingen vej udenom. Kun fremad, opad. Vokse videre og tage for sig af livet. Så det gjorde han så. 

Fodspor i sneen, lige meget hvor du rejser hen. Bare du ved, jeg følger med. Som stjernen højt på himlen. 

Det er vel dejligt at vide. Så er det dejligt at være. Være til. Hvad når hun ikke er? Den tid, den sorg. Det prøver jeg altid at sige til hende, når hun tænker for langt frem i fremtiden. Måske er det det, der er kærlighed? At være den samme, uden at være det. At være forskellige, uden at være det. 

Jeg så en film fra Amsterdams gader i 1922. Folk løb, dansede, hujede, hejsede, flirtede, fejrede, fiskede, snakkede, sukkede, sprang, sang og meget mere. Det var fire år efter den spanske syge. Så livet går altså videre. Det viser historien. Jeg så det selv på Youtube! Ja livet bobler videre. Bruser over til tider. Heldigvis. Så længe er livet værd at leve. Lidt endnu. Langt om længe. Løgn. Livet er lykkeligt og langt. Resten er bare ord. Og kærlighed. Ikke at forglemme.