KORONAKARTELLET

Da tårnene styrtende sammen, sad jeg i sækkestolen i stuen og så fjernsyn. Fjernt væk, i en helt anden verden, var det hele den virkeligste virkelighed. Men det vidste jeg ikke endnu. Ikke her hvor jeg var. Her var alt fryd og gammen. Sådan da. På skærmen skete intet af det skræmmende endnu. Virkeligheden derovre, var endnu ikke en del af min verden. 

Slangerne havde allerede set det ske. Sad og snakkede – nærmest skændtes – om, hvorvidt de skulle sende de skrækkelig scener til seerne. Det skulle de, sagde de fleste. Forlangte det faktisk! Så det var sådan det blev. På skærmen sendtes skyskrabere, der styrtede sammen med flammer fra siderne, så der til sidst kun steg farveløs røg fra ruinerne. Før det var folk faldet – fløjet – fra foroven og ned gennem skærmen, for aldrig at blive set igen. For aldrig at kunne glemmes. Forinden havde fly fløjet ind i figurer på skærmen, der til forveksling lignede skyskrabere, hvis man skulle tro det, som øjnene så. 

Den røde reptil, den som de vistnok kaldte Reimar, sagde med rysten i stemmen, at han ikke vidste, hvad det var, der var sket. Man troede det var løgn. Turde ikke det tro, at det var sandt. Vidste ikke rigtigt, hvad man egentligt skulle tro.

Langsomt forstod man, at det, som slangen sagde, faktisk var det sande, og at det på skærmen, ikke var en scene. Ikke en skyde- eller splatterfilm – det hele var sandhed. Chok! 

Skammelsen smed hammen, mens det hele skete. Slap en tåre. Turde ikke tro, at tårnene var væk. 

Hvor var de voksne? Dem der bestemte? Hvorfor var ingen hjemme? Hvad var det egentligt, der skete? Spørgsmål man stillede. Ingen der svarede. Alene med angsten i sindet, som skreg skræk. Tag mig væk. Tag mig med. 

Senere sagde de voksne, med en forvirrende vellyst i stemmen, at det der var sket, var forklaringen på tingenes tilstand, den dag i dag. Alt det dårlige i verden og forstanden var skabt da tårnene styrtede sammen. Sådan sagde de, helt sikre i deres sag. Sådan måtte det være. Sådan var det. Svaret var intet andet sted at spore. Stillede man alligevel spørgsmål ved svaret, så sagde de intet. Man måtte stille sig tilfreds med stilhed som svar. 

Sværere var det, at se skyskraberne skyde. Gro grådigt ud af gruen igen. Stå stolte, ubevægede, verden går videre, men man stopper selv ved 183. Sådan siger passet, præcis ligesom livet, lægger til, hvis bare man vil. Stå på tæer, og du ser, alt hvad livet det gemmer, bag bekymringer, der murer sig op. Der er stemmer, der siger, at livet er lykkeligt, hvis bare man husker at lytte. Og jeg tror, det de siger, det er sandt. Sådan er livet, og sådan er sandheden. Findes kun, fordi vi tror, at de gør. Det er sådan, vi skaber, og det er sådan, vi smadrer. Så det halve kunne være nok! Men sådan må det være, for sådan har det været, lige siden at vi rejste os op. Og sådan vil det være, og sådan bør det være, hvis du spørger dem på bjergets top. Jeg gør, som de siger, siger de shh, så jeg tier, fordi jeg altid, altid, altid følger trop. Frygten er fører, fører os sikkert uden om livet, passer på os, hvis vi passer os selv. Frygten den styrer, bliver helt gratis givet, hvor er det skønt! Hvor er det et held! 

Da flyene og frygten bankede ind i min krop åbnede jeg alle dørene i huset, så man kunne løbe i en lige cirkel rundt. Uden stop. Så slap man for at sidde og stirre på skærmen uden at forstå, hvad det var der foregik.

Stue. Soveværelse. Badeværelse. Baggang. Køkken. Stue. Soveværelse. Badeværelse. Baggang. Køkken. Stue. Soveværelse. Badeværelse. Baggang.

Forsøge at fjerne det indeni. Det udenpå. Følelsen i kroppen. Fjerne fokus. Det virkede, dengang jeg drattede i grøften fyldt med brændenælder – hvorfor så ikke nu? 

Badeværelse. Baggang. Køkken. Stue. Soveværelse. Badeværelse. Baggang. Køkken. Stue. Soveværelse. Badeværelse. Baggang. Køkken. Stue. Soveværelse. Badeværelse. Baggang. Køkken. Stue…  

Stadig det samme på skærmen. Hvor bliver de voksne af? Hvor er de voksne, når man skal bruge dem? Er det kun på skærmen, at fly flyver ind i skyskrabere, så de styrter sammen? Eller kunne de mon finde på at flyve til vores lille kongerige, selvom vi ikke har skyskrabere? Og hvis de gør, hvorfor så det? Hvem er de? Hvad er det, der er kommet til verden? 

Spørgsmålene bliver flere og flere. Mere og mere fantasifulde. Svarene udebliver for en stund. Sådan cirka et par timer.

Vi kender de fleste af dem i dag. De forklarede en del. Men det var som om, de ikke fjernede frygten. Den sad fast.

Måske var det alt det andet der skete, der var skyld i det. Måske var det virkeligt skyskraberne. Måske skete alt, som det skulle ske. Måske handler også det, om øjnene der der. At se over bekymringer.

Skal man lytte til stemmer, bør man i det mindste lytte til sin egen. Vel også venners.