KORONAKARTELLET

Folk forlader forsamlingerne. Flygter fra forstæder og flækker, fordi de frygter faren, der flyver rundt i sfæren. Flyder ind i furerne på deres fingre. Forgifter og fordærver. 

Ufødte fostre før frænder, må forstås. Forbandet! Forståeligt. Forræder! Forældre. Fuck!

Fik færten af fælle. En at følges med på færden. Hvad folk forstår som fortuna. Forenede. Forelskede. Forsikrede. Forgrenede. For evigt. Forhelvede! fråder ham, der føler sig forladt. 

Forfærdet. Forsmået. Føler sig ikke forstået. Forkert. Fanget. Fuld af frygt.

Får foræret en forklaring på følelsen af følelsesforskræklelse, der flyder rundt i alle hans fibre. Forstod det som frygt, men forskerne forsikrer, at forklaringen faktisk er flagermus. Faktisk har folkene selv fortæret og foræret faren helt frit til hinanden. Ført den fra fjernt og til her. Til flere og til flere. Frygteligt, for faren fører folk fra forening til forvirring. 

Fanget i følelser, der føles forkerte. Fejlkoder flimrer på flimmerkassen. Uforståelige, men forståelige. Der er fare på fære. Fordømt! Få mig ud herfra! 

Alt det frygtelige findes kun, hvis jeg finder på, at det findes. Falder i fælden og lader mig flå ned i følelsernes fæstning. Fængsel. Hvor der er flere hundrede fløje, fyldt med fløjlsbløde sofaer foran funklende 45″ farvefjernsyn. Fjerneren flimrer og fortæller frygtelige, formløse fortællinger – fx dem om de farlige, fæle, flæskede flodheste, der flår fingrene af frygtsomme, forvirrede, flommede, flæbende flaber. Bare for fornøjelsens skyld. Fortabt. For frygt er flodhestenes føde. Forstår at få den frem. Fremprovokere den. For fra deres frådende, fyldige gab flyder frygtelige, flænsende, forstyrrende, forvirrende fløjstoner, der frembringer en fængslende følelse af at føle en form for fryd i alt sin frygt. Fanget i friheden. For en stund, føles det ikke forkert at være forkert. Føles forkert ikke at være forkert. Frygteligt! Frydefuldt. Forladt.

Det er bare ord. Tanker uden tro. F-ord. Som nu er sluppet fri. Så de ikke skal rumstere indeni. For det er ikke der, de hører til. De er løgne. Måske mine. Men så har jeg gjort dem faderløse for nu. De kan få lov til at stå på egne ben. Fraskriver mig ethvert ansvar. 

Jeg tror på liv og ikke løgne – i alle former og farver. Til hver en tid! 

Der findes andre ord, fra andre tider, der på en måde passer bedre på disse sider. Derfor sniger de sig ind her:

Tæmmet kaos med tilbagevirkende kraft – 11/3

Skræmt fra vid og sans.

Sanser vist alligevel en spirende lykke. Spirende til boblende.

Tusinde tanker og tider kastet ned i dette lille øjeblik. Forsøger at følge med. Du leder mig venligt på vej. Viser mig, hvad man bør og gør. Som det høres bør med en ven, der er en smule skør. Kræver et kram. Et kalejdoskop af kosmisk kaos. Foran skyerne skjuler sig livets byggesten. Lige for øjnene af os, hvis bare vi husker at bruge dem. To atomer, der kredser om hinanden i et kapløb af kosmisk kærlighed. Eksplosioner skabt af netop det. En lille stjerne midt i det mørke intet. Et lille hul revet i himmeltæppet. Klar til at blive syet på ny. Med et hav af tråde i et flor af farver. Måske en smule hjulpet på vej af munken fra Tibet. Udenfor sæsonen.

Tankerne skåret på tværs af et syglekarpt skrig fra skinnerne. Jeg siger, det er skrækken, der skriger op. Vi griner. Jeg er glad. Måske endda lykkelig. Ved jeg kan fange det senere; her. Håber på at blive bedre til at gøre det der. I nuet. Det vi begge hylder, men som jeg ikke altid formår at fange. At sætte fri. Bundet på hænder og fødder af en barndom, der måske stadig skygger for lykken, der bobler i blodet, når jeg tænker på de evigheder, der, allerede før fortiden blev fremtid, begyndte at forme sig forinden. Indeni. Småt skaberværk tager form. Gør sig klar til at tage for sig af alt lykken, der gemmer sig i hver en lille krog af dette kaotiske kosmos. Et uoverskueligt univers af modsætninger, der mødes på midten og minder om mening. 

Ingen måske’er her. Alt andet. Alt eller intet. Ligesom det skal være.

Boooom!

Sikke et brag. Universet bliver aldrig helt det samme igen. Sikke en redelighed. At skabe kaos midt i kaoset må give en form for orden. En formløs sfære af at kere. Til at tage at føle på. At give slip i troen på, at det hele hænger sammen. Sammen. Ligesom legoklodser ud på det gulv.

Ind i det hul. Meningen pibler frem her og der. Kan slet ikke lad være. Gad vide, hvad der sker? Mere og mere. Flere og flere. Yeah!

Store ord for noget så småt. Små ord om noget så stort. For meget af det gode. I helt passende mængder. Mere end nok. Mere end hvad godt er. Hvad godt er? Alt. Og ingenting.

Vi kunne sagtens sætte en sol og en måne op på hvælvingen, kun for igen at lade dem støde sammen i et øredøvende brag, der ville slå skinnerne med lysår. En eksplosion der vender op og ned på alt og ender alt mangel på liv og skaber, hvor der før intet var. Manglede. Et mirakel. Måske. Måske? Måske.

Men det ville være for meget af det gode! 

Maleren maler med for tykke strøg. Sandheden gemmer sig i det små. 

Vi ved, at messende måger bærer på en del af svaret, mens de minder om, hvordan det var at være barn. Hvordan vi stadig er det. Kan lære på ny. 

At være barn! Oh, mit kongerige for at være barn, råbte kongen uden at forstå sin fejl. 

To sider af samme sag. Lige sande, skulle man synes. Men jeg vælger den sidste. Den synes sandest. 

Hov forresten; F for far, forfan!