KORONAKARTELLET

Jeg drømte om damer. Dejligt! Så kan vi lidt endnu. Endnu er solen ikke stået op. Klokken er lidt i seks. Hver morgen vågner jeg og drømmer om at kunne sove lidt længere. Gør et sølle forsøg og står så op. Og hver morgen vågner jeg lidt tidligere end dagen forinden. Forbandet. Er det kroppen eller kosmos der er på tværs? Måske en kombi?

Lige nu ligger jeg og længes efter alle frøknerne i fantasien. Farligt! Troede alle f’erne var forduftet. Forsvundet. Svundet op. Men der er åbenbart flere, hvor de kom fra. Fandens til fantasi! 

Furierne forfører. Frækt med med furore. Fjendtlighed fanger. Formår at få følelsen af forkerthed til at forsvinde. For en stund. Fludder! 

Pladen i hak. Pladder du har hørt før. F’er for frygt. Forstået! Fortsæt! Fremad! Videre. Vi vil mere. Noget andet. 

Jeg frygter måske mest af alt, at farens følelser forslås. At faren bliver forbandet. At de frygtelige formuleringer forstås, som fingre der peger. Fejl! For det er frygt og ikke fakta. Følelser af fiktion, som skaber friktion, og derfor fik fylde. For at forsøge at se, hvad det ville føre til. Forstå. Hvis der rent faktisk er fingre der peger, så fører alle fingrene til forfatteren.  

Men hvorfor være bange for følelser og reaktioner. Følelserne fylder. Om de er sande eller ej. Om de så er fremprovokeret af en forstyrrende og forvirrende lyst til at lade arket fylde med f’er, eller de har rod i noget mere rigtigt. 

Det er svært at stoppe, når man først går i gang. Alt uden F føles forkert. Fanget i sin egen fælde. Frygteligt! 

Jeg må forsvinde, indtil f’erne gør det samme. Fascisterne. 

Farvel for nu!