KORONAKARTELLET

F’erne er forsvundet! Det må vi fejre. 

Hella Hamster husker os på, at vi skal huske at købe strømper. Noget shampoo. Gøre et eller andet, så der foregår en form for økonomisk transaktion mellem mennesker. Gå hen en gang om ugen og køb et eller andet. Bare en salat eller whatever. Eller køb noget på Trendsales. Hun mener det faktisk. Køb et eller andet. En BH nogen har købt i en forkert størrelse. For rent psykologisk er det også vigtigt, at vi holder hinanden i gang…

Hamstre hamstrer!

Jeg kunne selvfølgelig skrive om stikker-skemaet. Selvskrevet. Men jeg orker ikke. Det er for forudsigeligt. Af dem. Og af mig, hvis jeg falder til patten og patetisk pøser ud af selvfølgeligheder pakket ind i pattebarns-prosa. Et par tigere, tapirer og primater med i pakken for at gøre parafraserne tilpas tilforladelige. 

Spiseligt. Slebet. Sløv. Stik-i-rend-dreng. Stop! 

Mor mener så meget. Skal jeg nu også? Jeg mener selvfølgelig meget om alle hendes meninger. Tro mig! Men måske giver meninger ikke mening, hvis man vil finde hoved og hale i hættemagernes menageri. Mangt og meget har ment mere. Men hvad tror de selv? 

Sikkert på sig selv. Strålende! Sæt i gang. Men fri mig fra dine følelser. For meget! Forstyrrende. Jeg forstår, jeg forstår! Men forstå mig ret. Folk kalder det særligt følsom. Jeg føler med dem. Føler selv så meget. For meget af det gode. For lidt. Føler mig følelsesløs, til tider. At tale hjælper – tal på skærme hæmmer. Hænger ikke ved. Fjerner følelser. For værre end angsten er apatien. Langt værre end at høre blåmejser der buldrer, er den totale stilhed. Tomrum. 

En totalitær leder, der dikterer, at dagen dømmes til depression. Du ved, at døren vil åbnes igen, men aldrig hvornår. Der er sprækker af håb at spore rundt i det rønnede træværk. Lys titter ind. Græs spirer frem. Men hvad hjælper det, når man er fanget i sine egne følelser og mangel på samme? Er blind over for blændværk. Har bind for øjnene. Øjner muligheder, men. Men, ja… 

Savner frygten. Forelsker sig i den i alt sit savn. Kun sig selv. Cellekammerat med selvet, mens cellerne langsomt udskilles og udskiftes med cement. Én for én. Uden man ænser det. Men pludselig står du så tynget, at det ikke længere er til at trække vejret. Lungerne lukker om sig selv. Lukker af for verden. For en sikkerheds skyld. Hvis feberen følger med, kan det være korona. Opsøg da læge! 

Ellers er du på egen hånd. Skal holde dem og dig fra de andre. 

Men ja, mutter mener så meget, og hvad forfatteren gør, er ikke altid fornuftigt. Rigtigt, som det vist nok hed, hos ham den anden med alle krydserne. 

Tænk at skænke så mange spilopper og blive husket for sine spillere. 

Fri fantasi føder fingernemme forfattere. Forfærdeligt! 

Hvis jeg sætter kryds, så se det ikke som koder for unoder. At hånden hiver. Men i stedet at jeg hænger i. Stregerne på skærmen er syn for sagen. Jeg sætter, når jeg sanser. Når livet synes sanseligt. Og jeg oplever sjældent, at der ikke er noget at opleve. Hvis ikke, er det sanseren og ikke sensationerne, der skal tage sig sammen… 

Pardon, Macron! Hvor går de gule veste hen, når korona og kongen kræver karantæne? 

Kedeligt! 

I Spanien efterlader plejepersonalet pensionisterne til pesten. Speget men spagt. Jeg sparer mig. 

Stik mig hellere siesta!

For jeg er træt. Nætterne bliver kortere. Dagene længere. Det siger sikkert en del. Der gemmer sig sikkert et paradoks. Lidt poesi. Men du må selv søge. Jeg svinder ind, søger væk og… 

Kontanter kan ikke bruges i korona-tider. Kun cannabis-chauffører tager imod. Så jeg sulter så længe…

En familie går med blå hospitals handsker på hænderne. Går her i parken og plukker blomster. Blå balkan anemoner. Putter dem pertentligt ned i en frysepose fra IKEA. Lukker forsvarligt luften ude. Kvæler blomsterne for en stund, så de ikke bærer smitten med sig ind i stuen. Tænk hvis koronaen gemte sig i krukken med blomster på bordet. Ville være katastrofalt. 

Bortset fra handsker og pose, ligner det nærmest en rigtigt forårsdag. Det må det være…