KORONAKARTELLET

Alt er blevet alt eller intet. Alt klinger af kosmos og kaos. Størrelsesforholdet forskudt – måske for en stund. Måske for bestandigt. Men det føles forkert at bekymre sig om bekymringer, når Bergamo har lastbiler fyldt med lig, der føres ud af byen for at blive brændt. Megafoner med indtalte informationer, kører rundt på taget af biler og minder mennesker og det der er værre om døden i Bergamo. 

De overlevende leverer forsyninger til de fangede. De syge, de svage, synderne. Grazie mille, siger mormoren i døren, der får leveret medicin, som er det eneste, der holder døden fra den. Fra hende. De hjælper hinanden. Står sammen om at stå sammen. Som man bør. 

Borgmesteren i Bergamo, Giorgio Gori, gør alt hvad han kan. Borgmesteren, der har mistet flere hundrede borgere på bare et par dage.  

Han sover fire timer i døgnet – resten er taget af pesten. Han ringer rundt til borgmestrene i byerne omkring ham. Han er besat af antallet af døde. Hævder det er højere, end hvad staten siger. Som om 7.000 syntes for småt? Hvis man er omgivet af død, må alt liv synes mærkværdigt. Uforståeligt. Mon ikke Giorgio gerne ville give magten til Maria uden kampvalg, hvis bare hun kom og tog alle hans kvaler. Tog synden og gav ham søvnen. 

Hvor er hendes søn forresten? Ham med syndernes forladelse. 

Der er stadig over 60 millioner sjæle, der står til at frelse i Italien. Men hvor er paven? Han aflyste påsken, men hvad så nu? Hvor bliver han af? Lader han bare spurvene falde i stadigt farligere fart, eller kunne det måske falde ham ind at få fat på faderen og spørge, hvad fanden der foregår? Hvad det her for noget? Vi kan godt lade kætterne, kommunisterne og kineserne knække under koronaen – men kristne? Hvad forskel gør så frelsen, hvis alle slettes af synden? 

Måske må man tage alt deres sorg på sig – som Kristus tog synderne. Man må se videoer, der vikler maven om sig selv. Sender én ned i en spiral af sorg. Man må deles om døden. Afbløde kurven. Ikke skærme os af fra hinanden. For følelser er måske nok forstyrrende. Men det er forkert at fornægte. At lade som om, at livet går uforstyrret videre. Som om intet var hændt. Lykken lurer stadig, men verden synes en smule sortere her til morgen, selvom solen bestemte sig for at stå op nok engang.

7000 sjæle så den ikke, denne gang. Fulgte den måske i seng. Men stod aldrig op igen, for at se den gøre det samme. Sørgeligt. Ingen bogstavrim kan bløde slaget. Det sætter sig fast. Det er frygteligt. Men jeg føler ikke frygt. Jeg føler forbindelse. Livet lever videre, i dem der lever det. Selv de døde er med. Sådan sagde jeg til min ven, hvis ven var fløjet ud af forruden. En form for forklaring. En form for afblødning. Det føltes forkert at sige. Men jeg gjorde det alligevel.

For livet brager videre.

Bølgerne bølger løs. Græsset gror sig langt. Vinden vender og fuglene flyver op til vorherre og beder om godt vejr. Om vi vil det eller ej. Livet lader sig ikke stoppe – ikke engang af døden. Blåmuslinger og blåmejser bobler løs – om de får lov eller ej. For hvad kan vorherre, når det kommer til stykket? Slå folk ihjel? Flot! Det har vi kunnet i årtusinder. Specialiseret os i det. Blev klodens dygtigste dræbere. Der skal mere til! Hvad med at give en hjælpende hånd, nu når rottereden påbyder os at holde den for os selv. Er det for meget at forlange? Formentligt.

Prolog

Fårene stammer fra en tid, der ikke længere findes. De er et levn af noget, der var engang. Dengang hvor fårene var vores. Men vi er ikke længere, og nu er de igen deres egne. 

Som om de ikke altid var det. 

På deres ører hænger neongule mindesmærker, der minder om, at vi engang havde erobret hele verden. Havde gjort den og alt i den til vores. Det troede vi da. Som om, at fårene tillagde et stykke indpiercet plastic nogen betydning. Som om at det rykkede ved deres eksistens. Gjorde den til mere eller mindre. Gjorde dem det. Nej, det var bare tal på plastic. 

Og selvom det vil ligge tilbage i naturen, lang tid efter fårene har lagt sig i den for allersidste gang. Selvom deres knogler vil blive til støv, mens det neongule mindesmærke vil ligge og lyse op i det okkerbrune tørv og minde forbipasserende, der aldrig kommer forbi, om en svunden storhedstid – så er det ikke mennesket, man vil huske. Mennesket, der forsøgte at gøre et får til sit med et stykke syntetisk stof. Mennesket, der udforskede og underkastede sig hele kloden, men aldrig formåede at finde og forstå sig selv. 

Nej, det er fårene, der står tilbage, når intet længere gør. Fårene, der forstod at være, uden at være nogen eller nogens. Hverken nogen andres – eller sin egen. Fårene var bare får. Fårene bare var. 

Selvom man også kan blive i tvivl om det, når man ligger her i græsset med dem. For hvem er hvem? Og hvem er vi? Er vi overhovedet?

Hvad adskiller mig og fåret fra græsset, der giver os begge næring og læ i vinden? Hvad adskiller fåret og manden fra hinanden – udover et stykke plastik, der måske kun er sat i øret, for at minde mennesket om, hvem der er får, og hvem der menneske? Den ene dømt til at drive rundt på alle fire, den anden drevet af sine drømme – og og af at dømme. 

Hvem kunne se forskel, hvis vi fjernede alle mindesmærkerne? For er vi mennesker andet end den historie, vi har skabt gennem årtusinders opdagelse, undertrykkelse og rejste monumenter? Hvad ville vi være, hvis vi fjernede det hele? Hvis vi rev det hele ned og startede forfra uden alt det, der kom før. 

Momentane titanere. 

Ville vi så tage den samme vej og sætte de samme mærker på alt og alle omkring os igen? Forsøge at fjerne tvivlen ved at tvinge alt og alle til at bøje sig i støvet for alt vores umådelighed.  

Måske. Måske er vi blevet klogere. Måske er fåret. Måske vil den ikke lade sig gøre til får helt så let denne gang. Måske vil den være noget andet. Noget andet end nogens. Selvom den måske aldrig var det. Måske vil den prøve at være dens egen for en gangs skyld. Måske holder den fast i bare at være får. Bare fordi. 

Alle de heste, vi har beridet, alle de mennesker, vi har besiddet, alt den empati, vi har foregivet. Den hvide mands byrde er tung. Og måske blev den for tyngende. For os allesammen. Ikke kun den hvide mand. Måske var der til sidst så meget akkumuleret skam, at vi ikke længere kunne rumme det. Ikke længere kunne være i det. Fortiden fyldte til sidst så meget, at der ikke længere var plads til en fremtid. I hvert fald ikke én med os i den. Måske var det derfor, vi bestemte os for at sige stop. At sige: ikke mere! 

Sjæle og stater tyngede af en historie, de måske ikke havde været med til at skrive, men som ville stå som en evig fodnote under hvad end godt, de kunne finde på at skrive ind i deres del af den. Et mørkt kapitel eller syv, der ikke kunne skrives ud, hvor meget man end forsøgte. Hvor gode de end var blevet til at glemme. Pinslernes prolog var præget i menneskets stentavler. Deres aner blev aldrig andre.

Nogle havde et ansvar. Alle havde skam. For jo bedre de blev til at forstå, at de var den samme, jo svære var det at se de andre i øjnene. At se sig selv i dem. At se, hvad man var. Hvad man altid havde været, og hvad det så ud til, man ville blive ved med at være. 

Et usselt dyr, der drev rovdrift på et skrøbeligt håb om noget mere. Et håb, der var mere end nok i evigheder, indtil den dag hvor dyret pludseligt fandt ud af, at det ville have mere end mere. Uden rigtigt at vide hvad. De stimlede sig splittede sammen og råbte i samlet flok, at håbet var et hult løfte. De ville se resultater, og det var nu! Da ingen svarede dem, bestemte de sig for at tage sagen i egen hånd. 

De tog hinandens hænder og bestemte sig for aldrig at give slip igen.

Selvfølgelig skulle det gå anderledes…