KORONAKARTELLET

Jeg drømte, at jorden gik under. Da jeg stod op, havde jeg glemt hvordan. Det er måske heller ikke så vigtigt. Angsten behøver som bekendt ikke en retning. Retter sig ikke efter nogen eller noget. Tværtimod!

Spørgsmålet er, om undergangen sidder i kroppen, når den bevæger sig ud i verden. Spørgsmålet er, om den ikke altid gør. Jeg behøver ikke overbevise jer om dødsangsten, der driver rundt i mine celler og fibre. For bestandigt. I hvert fald indtil døden rent faktisk finder sig en årsag. I er bekendt med bangebuksens bæst indeni. 

Vil hellere være bange for mig selv og min egen undergang, end at gå rundt og være bange for de andre. Men sandheden er jo, at der også findes den sociale af slagsen. Den der kan få én til at bure sig inde i et tårn i et år eller to. Fylde mere og mere og samtidig forsvinde. En form for magi, der ophæver fysikkens love. Sandheden er jo, at jeg har trænet intensivt op til isolationen. Kender mig selv og alle mine knaster ud og ind. Intet overraskende der. Det skræmmende er at se alle de andre i det. Hvordan de går under, når de opdager sig selv. Går i spåner i støjen af stilhed. Opdager de har glemt at opdrage deres unger. At de er ulidelige. Ligesom dem selv. Under overfladen gemmer sig sandheden i alle facetter. Pipler frem her og der, som græsstrå gennem asfalt. Alt er forandret. Eller alt er sig selv, men nu kan vi se det, som det er. Og det føles forkert.

Forvandlingen skete ikke i de tomme gader og i den friske luft. Jorden har overlevet i milliarder af år uden mennesker i manegen. Ænser ikke ændringerne. Det skete alt sammen indeni os. Nogle så smogen stige. Andre opdagede, at de stod midt nedturen. At det var svært at se sig frem for følelsernes tunge dis, der tågede for tankerne. Tog én væk fra samlingen for at opløses langsomt. 

Jeg føler med mine artsfæller. Forbandet at de ikke ved, at vi er forbundet. Kan tankeoverføre! At vi kan dele smerten. Afbløde kurven ved at kommunikere. Afblæse apokalypsen ved at lytte til os selv og hinanden. Hvad hvis vi alle tænkte på kærlighed og lod vores hjerter banke til samme slag? Så ville kloden måske vende i sin bane og vi ville brage afsted mod en anden skæbne, et andet sted, mellem nye stjerner, i en ny virkelighed. Kun fordi vi ville det. 

Men vil vi? 

Tænk sig

Jeg stod på en bakketop, midt på en hede. Fandt ud af, at vi kan tale med tankerne. Jeg tænkte på dig. At jeg ville ønske, at du kunne høre, hvad jeg tænkte. At du forstod. 

Tænk, hvis skyerne var tanker. Vores tanker. Tænk, hvis det var os, der gjorde himlen grå. Der gjorde den blå. Tænk sig, hvis vi var skyerne. Hvis vi var tanker. 

De lå på sletten, slynget ind i den violetrøde lyng og kiggede op på solen, der langsomt men bestemt bevægede sig ned mod horisonten. De lå og tænkte over, hvad tanker var. De havde ikke talt om, at de ville tænke over tankerne. Det gjorde de bare. Begge to. Men det vidste de ikke, da de først gik i gang med tænkeriet.

De havde bevæget sig op på toppen af den højeste bakke her på sletten. Her havde de frit udsyn over det golde hav, der bølgede roligt om deres lille ø. Kunne se, hvis der skulle bevæge sig andre menneskeaber ind på deres territorium. Et par kilometer derfra kunne de høre nogle geder bræge. De kunne ikke se dem her fra, men vidste alligevel, at de gemte sig på den anden side af bakken ved brønden. De var alene. Med hinanden og deres tanker. Sådan da. 

De åbnede hver en næve og lod svampene strømme ud og fylde hele deres håndflade. De stirrede ned på de små spirer af liv, der var blevet plukket før de for alvor havde vokset sig store og skræmmende. De diskuterede hvor meget var for meget, og blev enige om, at det i hvert fald ikke var det her. Åbnede munden, og hældte så svampene i gabet og tyggede tålmodigt, indtil det var svært at vide, hvad der var spyt og hvad der var svamp. Sådan startede det hele. 

Efter de havde sunket, satte de sig i græsset og så ud over hele heden, der var omkranset af fyrretræer der formåede at give én følelsen af at være fanget midt i paradis. Der var ingen vej ud, og man havde slet ikke lyst til at forestille sig én. 

De lå på ryggene og kiggede op mod himlen. Lå sådan længe, indtil de ikke længere gjorde. De smed tøjet og løb rundt på heden som hulemænd, der var befriet for civilisations usagte synd, som de var dømt til at bære rundt på til dagligt.

De var frie uden at vide det. Sådan som man bør være, hvis man for alvor ikke er fanget. De forstod det ikke, men følte det alligevel inde i deres hjerter, der bankede på livet løs.   

Indtil det var svært at vide, hvad der var tale og hvad der var tanker. 

*

“Tænk, hvis skyerne er tanker. Vores tanker,” siger han. 

Jeg ser op på de få, der stadig svæver på himlen. Han fortæller mig, at der er helt skyfrit ovre på hans side af den. Lyn fra en skyfri himmel. Der svæver nogle store, mørke ovre hos mig. Han påtaler dem. Energiudladningen rammer mig lige i solar plexus. Jeg lover, at forsøge at få dem til at forsvinde og gør et helhjertet forsøg med både mine hænder og mine tanker. Det hjælper lidt. Mens vi ligger der med ryggen mod kloden og blikket rettet mod det store alting, mærker jeg min plads i det hele. Mærker hvordan, jeg svæver rundt mellem skyer, stjerner, atomer og tanker. Jeg føler, jeg er lige, hvor jeg skal være. På en planet, hvor der stadig er plads til os alle sammen – plads til min ven, der ligger og forstår mig, min familie, der forsøger med alt, hvad de er, og en verden, der nok skal komme til det. Hvis bare jeg tør vise, hvem jeg er. Hvad jeg er. 

Jeg tør tro. Alting går, hvis bare man tror, det gør. Jeg har sneget de ord ind i nærmest alle mine tekster og tanker – i små variationer, selvfølgelig. Men jeg forstår først nu, at de hele tiden har været henvendt til mig selv. Jeg har hele tiden troet på, at det handlede om at tro. Men jeg tror ikke rigtigt, at jeg har turde tro sådan rigtigt på det. Før nu. Mens jeg ligger på ryggen og bare er.

Jeg ligger og stirrer på en sky, der ligner en vandmand, der langsomt pulserer igennem det store himmelhav. Jeg fortæller ham, hvad jeg ser. Han fortæller, hvad han ser. Vi overgiver os langsomt til stilheden. Til hinanden. Til tankerne. 

Jeg tænker på, at det hele bare én lang af slagsen. Fra jeg står op, til jeg går i seng. Jeg har tænkt sådan før. Tanken har skræmt mig før. Tanken om, at det hele bare er en tanke. Jeg tænker på, at hvis evigheden findes, så må det være det her. Jeg kigger over på min ven, der ligger i lyngen ved siden af mig. Tænker på, at han ser glad ud. At jeg er det. Tænker på, at det er lang tid siden, at vi har sagt noget til hinanden. 

Mens jeg skriver dette, tænker jeg på de mange tanker, jeg har haft gennem tiden, om at vi tænker mere, end vi taler. I Prag, i parker og på værelset Tænker over, hvordan det har skræmt mig. Ikke tankerne. Men manglen på tale. Stilhed. At jeg har tolket det som mangel på samhørighed. En forsvindende én af slagsen. Mellem ham og mig. Mellem du og jeg. 

Jeg ved, mens vi ligger der, at vi hører sammen. At vi altid har gjort det. At vi altid vil gøre det. At vi alle sammen hører sammen. Men jeg tænker det ikke. Jeg ved det bare. 

Jeg tænker på, om jeg skal bryde stilheden. Tale til ham. Samtidig hænger jeg fast i tanken om, at det hele bare er én tanke. Jeg tænker over, at jeg egentligt har en temmelig stor tankestrøm kørende. Jeg har ikke lyst til at bryde den. Slet ikke med tale. Jeg bestemmer mig for at blive i den. At holde ud. At holde ved. Jeg bliver, hvor jeg er. På denne planet, i denne tanke. 

*

De ligger på bakken og kigger op i det store alting. Føler sig små og store på samme tid. Det er svært at sige, hvem der tænker det først. Svært at huske. Især når man har forsøgt at glemme. Brugt flere forsøg på at fortrænge. Men noget siger mig, at svaret ligger i det, der skete efter. At spørgsmålet ikke er hvem og slet ikke hvornår. At det alt sammen kommer ud på ét.

Afklædt, iført spidse hatte ligger jeg og stirrer op i solen, der vist ikke har forstået, at vi er midt i september. Samtidig forstår jeg det hele, på én gang. Overmandes af en formløs følelse af opløsning. Samling. Skabelse og tilintetgørelse på samme tid. 

Knejser. Lander på knæene i lyngen. Kæmper for at få vejret igen. Uden held.

Løber min vej. Sidder alene tilbage på toppen. Splittet i to, men for første gang én. 

Senere står jeg foran spejlet for at minde mig selv om, hvem jeg er. At jeg er. Ringer til min mor. Bare for at høre hendes stemme. For at skabe en form for forbindelse til mig selv. Til verden. Hun er det eneste bevis for, at jeg findes. For hun har båret mig. Vi har været forbundet via en bindevævsstreng, mens jeg endnu var et ufødt foster. Hun troede på, at jeg fandtes, længe før jeg gjorde det. Hun er den eneste, jeg kan stole på. 

Men forbindelsen er dårlig. Hun forstår ikke, hvad jeg vil. Ordene der kommer ud. Måske hører hun panikken i min stemme, men ved ikke, hvad hun skal sige. Så hun lader være. Jeg lægger på. Lægger mig i sengen og håber på, at jeg er her igen, når solen står op. 

Verden forandret for altid. Men vi lader som ingenting. Det er nemmest sådan.