KORONAKARTELLET

Lone er død. Min mor mener, det er systemets skyld. I hvert fald ikke kræftens. Nogen skal jo have den. Altså skylden. Så hvorfor ikke systemet? 

Jeg lytter og lader være med at mene for meget. Holder det mest for mig selv. Tænker, det er bedst. Giver ret uden at gøre det. Men tænker samtidig, at meningen med døden kan ligge på et meget lille sted. Så både vorherre og hele hospitalsvæsenet synes for stort.  

Du sagde, at det var de kristne, der havde opfundet Fanden. At de selv havde skabt Satan. Så må det jo være også være dem, der skal holde ham i hævd. Sørge for, at han består og ikke mister sin betydning blandt de fortabte. 

Din mor holder håbet i hævd, hører jeg. Min mister det så tit. Tænker, at æblet ikke falder langt fra stammen, som man siger. Sommetider er det let at glemme, hvor man kommer fra. Især når man ikke aner, hvor man er på vej hen. Lukker sine øjne i håbet om, at finde fæste, uden at skulle se sig selv i øjnene. Sådan går det sjældent. 

En mor uden mor, og en søn uden far. Jeg ved, hvad jeg mangler, og jeg ved, hvad jeg har. Hun gav mig livet, og rev det så væk. Men du ikke den samme, du slipper mig ikke. 

Sådan lød linjerne engang. Gør det på en måde stadig. Men jeg forstår nu, at de kun gemmer en del af sandheden. At der gemte sig lige så mange løgne. Sikkert ligesom disse. 

Sådan som det skal være. Det håber jeg i hvert fald.