KORONAKARTELLET

Vi sidder på hver vores bænk med hvert vores bat. Forenede om at forsvinde. Hver for sig, svinder vi hen. Ind i os selv. De andre sygner hen. Synet samler sig. Tunnelsyn, der åbner sig op for verden. Tager den ind. Sammen. Hver for sig. Ser I solen? 

Vi sender billeder, når den står lavt og langsomt lader sig sluge af kloden. Et øjeblik fanget i bytes. Lader os smitte af hinanden og hver vores virkelighed. Minder hinanden om, at det er den samme. At vi er det. Selvom smitten søger at splitte os ad, står vi sammen om at være. Være til lidt endnu. 

Hvis koronaen skulle gøre kål på mig, ville jeg finde trøst i at vide, at I vidste, at jeg var til. At I så, hvad jeg så. At jeg så solen stå op og gå ned og alt det ind i mellem. Ind imellem snyder jeg foran ved at se tilbage. Finder på, for at finde ro. Forstyrrer freden. Tror, jeg kan stoppe tiden, ved at stille mig foran den. Men det er forkert. Det forstår jeg godt på trods af trods. For tiden tager ingen gidsler. Sætter fri for at se, hvad der sker. Hvad de nu finder på, de fjollede mennesker, der tror de kan trodse tiden. Tåber! Tro om, min ven. Jeg ved, du forstår. Taler til dig, for at tale til mig. Kald det projektion, fiktion eller vrangforestillinger. Fortællinger til at fortælle og forstå, at det intet er at forstå. Det handler om at handle. Ikke om at forgå. 

Jungletrommerne tordnede det budskab ud til alle de, der turde tro, længe før, vi fandt på tiden. Tro, hvad du vil. Jeg tror, du ved, hvad jeg mener. Mange forstår. Langt de fleste forgår i frygten for at gøre det. 

Jeg foregiver at være fanget i et anfald af tungetale. At jeg taler, fordi troen, gennemsyrer hver en celle i mit hylster. Ha! Vi ved begge, det er en løgn. Jeg tror mere på liv end på død. Freudiansk forskrivelse? Jeg tvivler. Mente selvfølgelig død før liv. Måske gjorde jeg ikke? 

Måske kan et lille mirakel, lidt sølle skaberværk skubbe mig ud af min kurs. Måske skal jeg selv tage roret. I stedet at bero mit liv på behov og benægtelse. Begynde på bevægelse. Jeg går mindst syv kilometer om dagen, men bevæger mig ingen steder. I et forsøg på at svinde ind. Bilder mig ind, at det er sådan, jeg skal finde ud i verden. Ind i livet. 

Vender det på hele på hovedet i håbet om, at vi har gjort det samme med verden. At vi fortsætter med at give hinanden plads. At jeg ikke er nødt til at forandre for at forblive. Forbander forandringer, fordi jeg er forfærdet over at forgå. Forstår fejlen i følelsen. Fortsætter ufortrødent. 

Måske er f’erne et Helle. En form for fred for… 

Forvirring 

Forvikling

Forandring

Forvandling 

Forståen 

Forgåen

Forevigt. 

Jeg har købt lidt mel i håbet om at kunne lave en surdej. Forsøger at skabe liv ved at gøre noget så dødssygt, som at fermentere noget kværnet korn. For fanden da også! 

Mon gæren giver glæde? Man må forsøge i det små.