KORONAKARTELLET

Solen er forsvundet. Slugt at skyerne. Hvordan skal vi klare os uden den? 

Rottedronningen er rasende. Råber og skriger, mens hun springer frådende op og ned i hendes trone. Lakajerne forsøger kejtet at luske sig ud af tronsalen, mens hun er fanget i sine følelsers vold. Opdaget. Fordømt! Forsøget får en voldelig afslutning. Hun rammer i sit raseri én af lakajerne i baghovedet med sit scepter, som hun slynger efter dem tværs gennem tronsalen. Staklen bliver slæbt ud i sorgfuld stilhed. De stiller sig tilbage på deres poster. 

“Af med deres hoveder!” skriger hun sindssygt. Budbringerne og befalingsmændene forsøger at mane til besindighed. “Nøjes med hænderne…”, forsøger de forsigtigt. “…det er dem, der bærer det meste af skylden. Det er dem der smitter, skriver og stjæler. Ikke den stakkels sjæl forenden. Smid dem i lænker.” lokker de hende. 

Lige lidt hjælper det. Hun vil se blod. 

Uden for borgens mure, står folket på slotspladsen og hujer og hejer. Griner og græder. De er i ekstase. Morsyge. Det er sindssygt syn. De strækker deres arme og hele hylsteret, der hænger under, op mod himlen. Tramper hårdt i brostenene under dem, så de langsomt løsner sig fra jorden og til sidst letter fra den. 

De opdager det ikke engang selv. De svæver rundt blandt hinanden i et synkront virvar af lemmer, latter, løsrevne sten og lovsang. De elsker deres mor. De ved ikke rigtigt hvorfor, men ved bare, at det gør de. At hun elsker dem. De ved ikke, hvorfor de tror, hun gør det, men det gør de. De kan slet ikke lade være. 

For mor passer på dem. Sørger for, at de ikke forsvinder. Holder dem nede på jorden med hovedet højt og håbet i hjertet. Hun giver dem lov til at gøre lige, hvad de vil. Bruge deres penge på lige det de vil. Hun skal nok sende nogle flere, hvis bare de er søde. Ikke laver for meget ballade. Hvis de kan passe deres sengetid, lave deres lektier og ikke være ude for meget. Ikke er for mange sammen. 

Så de sidder foran deres skærme og…

Du ved, hvor alt det her ender. Jeg nægter at sidde og stirre ind i en skærm og taste tandløst løs på taster om truende tendenser, der trævler samfundet og sindet op. Nedslående. Udgravet. Gennemtravet. Udkørt. Godt mør. 

Du bestemmer selv tilbehøret på din steak. 

Pattebørn der parerer ordre, bare fordi det passer mor. Passer på ikke at skabe problemer. Patter bare løs. Løgnagtige, patetiske, lurvede, paniske, latterlige perfektheds-ludere. 

Apati – Aprilsnar!