KORONAKARTELLET

I Thailand tager kongen – tigeren Vajiralongkorn – væk fra landet med hans kone og tyve konkubiner. De graver sig ned, oppe på Grand Hotel Sonnenbichl i Østrig. Forestil dig chateauet i ‘On Her Majestys Secret Service’. Den med George Lazenby. Den australske model, der aldrig nåede at skyde og knalde sig gennem mere end én enkelt Bond-film. Den hvor han bliver gift og enkemand på tre minutter. Ville elske, hvis jeg kunne fortælle en underdog historie om glemt genialitet, der aldrig rigtigt fik chancen. Men det gjorde han. Lazenby var lækker, men ikke Bond. Er sikker på Vajiranlongkorn har tænkt på den samme Bond-film, da han bookede hele bulen, for at beskytte det blå blod. For folkets skyld! Han så sig selv i Lazenby. Lige ved og næsten. Han skulle bare have chancen.   

Derhjemme holder hans puddelhund, Generalen, stand. Sådan da. Hvis det var tilladt at tale mod kongen, ville man måske kunne høre noget, rundt omkring i flækker og forsamlinger i det store land. En stille mumlen, der mindede om et oprør. I hvert fald oprørte mennesker. De gør selvfølgelig ikke andet end at røre lidt på sig. Højst en nervøs rysten på hænderne. Mens man håber på, at kongen har ret, når han påstår, at en puddelhund er den bedste til at beskytte landets børn. For det kan ikke nytte at tænke andet, når man ikke må mene noget. 

Rottedronningen sidder ved sit skrivebord, i sit lille kongerige, og skriver i rosende vendinger til kongen, hvordan hun ville ønske, hun selv turde tale sådan til sine undersåtter. Så ville de få en sandhed eller to! Hun bliver altid nødt til at pakke tingene ind. Så de selv kan få lov til at pakke det ud. Nogle gange både klipper og klistrer hun i flere timer, i lag på lag. Et værre arbejde! 

De brokker sig mere og mere, for hvert lag de opdager. Men hun kan se i deres øjne, at de inderst inde, når de når det inderste lag, elsker denne lille leg, uanset hvor mange gange, de leger den. Derfor gør hun det. Men det tager så frygteligt lang tid. Så mange julelege bare for at lulle dem til ro. Spildtid! Der har kongen forstået konsekvent at være konsekvent. Vise hvem der bestemmer ved brutalt at bestemme. Bestemt beundringsværdigt! 

Jo flere linjer Rottedronningen skrev, jo mere forelsket lød hun i den frygtelige felin-fyrste. Måske var hun. Måske mæskede hun bare for ham, fordi det er sådan adelige adresserer hinanden. Uanset hvad beklagede hun dybt, at hun blev nødt til at blive hos sit folk, men bedyrede samtidigt, at hun ville kravle på Concorden og kvitte kongeriget og komme til kongen, hvis bare hun kunne. Måske var der plads til én mere hos ham i haremmet? Man havde da lov at håbe!