KORONAKARTELLET

Forsøgte at rejse væk. Men man kan ikke rejse væk fra noget, som er verdensomspændende. Spændende. Jeg prøvede at rejse væk og så storbyens jag. Det var som at se en Aarhusvittighed genopført som et bizart virkelighedstro teater. Mændende snuser snot op i næsen, som en form for magtdemonstration – de er ikke bange for noget – man kan vel ikke tillade sig at håbe, at dette er en form for naturlig udrydelse af visse befolkningsgrupper. Men det er det. Vel. 

Jeg har samlet et puslespil. 1000 brikker. Min koncentrationsevne er forbedret. Det er som en kombineret fængselsdom og skriveorlov. Efter at have efterlyst skyer. Gik solen ned i den smukkeste af dem alle. Det har været overskyet lige siden. Venner og familie skriver til mig i afmagt, de er ved at miste modet. Vores totalitære og hastelovgivende stat presser nye love ned over hovedet på os. Mens hele befolkningen samles til bekymring før derefter fire minutters sang med pigekorets dirigent. Jeg savner at gå en tur, hvor jeg oprigtigt kan ignorer mine omgivelser. Hvor jeg ikke gør det af sundhedsmæssige årsager, men fordi jeg vil passe mig selv. 

Jeg drømmer ustyrligt meget i disse dage, jeg afbryder mine egne drømme med benspænd og vågner. Pernille danser i baggrunden til et eller andet online-dansehold. Det er godt at holde sig i gang. Hendes mave gror. Jeg kan se at hun er gravid nu. Så jeg har anlagt mig et overskæg.