KORONAKARTELLET

Jeg handler ind til mig og mit helle. De grønne bude bebuder, at Buddha er i byen. Så jeg beder en bøn, om bare budet ville bringe en bod mod dommen.  

Da jeg tre kvarter senere sidder i bilen, fortæller han, at de aldrig har haft så mange kunder, som under koronaen. De putter mindre i poserne, da der er for mange om budet. Det bryder jeg mig ikke om, beklager jeg mig til buddet! Men lige lidt hjælper det, når man handler med forbrydere. Så er der ikke så meget at forhandle om. 

Hele byen hænger under en tyk tåge af tung, slimet skunk. Skønt eller skummelt? Det er ikke koronaen, der knækker os. Det er cannabissen. Hiver os ned i hynderne. Kræver ikke liv, men hiv. Hverken mere eller mindre. Og for hvert føles det hele lidt lettere. Længere. 

Bisser bliver indendøre, når big-boss-lady bebuder det, men ikke uden at bryde buddene, ved at ringe efter dem. Bare for at bidrage til skyen, der slæber sig tungt gennem byens gader. 

Under Den Spanske Syge troede de, at tobaksrøg fra cigarer ville holde smitten fra svælget. Sygdommen på afstand. At det ikke kunne slippe gennem den tykke røg. Så de pulsede løs i håbet om at gå fri. En tyk, gullig røgsky var det eneste man så i gaderne, der ellers var mennesketomme på grund af frygten, der føg gennem de små stuer, der var stuvet op med mennesker og mening. Et røgmonster som på skærmen. 

På Facebook holder de fester med hver deres forsyninger af flasker, i hvert deres sfære; små vinduer på skærme. Adskilt af vinduer, veje, karreer med kviste, gårde og parker med græs. Sammen på skærme om at skåle i synden – sprudlende, søgende og sørgende ind i sanseløsheden. Virtuel udvisken. Udenfor skærmene er virkeligheden alt for uvirkeligt tæt på. Ikke til at komme udenom. Tænk sig hvor mange generationers opbygget pølsemands-puritanisme er pist borte med et svirp. Smidt på gulvet efter to ugers kuller. Langsomt. Lidt efter lidt. Et glas, En skål, et skrig, en sang, et shout-out og så er alt slettet. 

Måske giver vi slip, for at finde os selv. Forhåbentligt hinanden. Tænk, hvis det er skærmene, der skal redde os. Jeg tvivler, men ved snart ikke mere hvad jeg skal tro. 

Sammen om at gå op i spåner. Et spændende socialt eksperiment, der kun kan ende i sorg. 

Lad os løfte vores glas og skåle for sorgen!