KORONAKARTELLET

Bill er borte. Ikke længere iblandt os. Jeg hører Lovely Day i håbet om, at det kan blive det på trods. I går var det K’s tur. Jeg vågnede op til en besked fra min mor, hvor der ikke stod andet, end han var død. Taget af kræften i løbet af natten. Endnu en. Min mor er hårdt ramt for tiden. Mister alle omkring sig én efter én.

Den er overalt døden. Baader-Meinhof – altså fænomenet ikke gruppen. Selvom også de forstod at bringe og bruge døden. Nej, det pludselig at se den samme ting over alt. Frekvens illusion. Jeg føler, den siver frem her og der. Er svær at komme udenom. Selvfølgelig er det øjnene der ser, men jeg synes, der er lige lovligt meget af den – dødsangst eller ej. 

Dalle Valle, Flammen og Ilden er alle borte. Buffeter er ikke i høj kurs, når koronaen smitter gennem snitterne. Så lad os håbe, at også Jensens Bøfhus brænder ned i alt balladen. Man har da lov at håbe! 

Medina fortæller, at hun ligger og filosoferer over livet hele natten lang. Kan ikke andet efter corona. Tænk, hvis det passer. Hvis hun putter pistolen for panden på pladder-poppen, og genopstår som en ny kvinde. Fugl Fønix fra flammerne. Jeg tvivler. Men alt er vendt op og ned i disse tider, så det er ikke til at sige. Hvem skulle have troet, at det var hende, der påtog sig rollen som vismanden med tavlerne. Men nogle skal jo, når dem med beviserne vender os ryggen.