KORONAKARTELLET

Slangerne siger, at DJ Trombones seneste set står til dumpekarakter. Han tænker ikke længere på sit publikum. Han har glemt, hvem han er, hvor han kommer fra. Han er blevet forblændet af famen. Glemt, hvad det var, han ville i starten. Hvad hans budskab var. 

Nu har han ramt bunden. Det her var hans sidste chance. Nu kunne de ikke give ham flere. Han var ikke, hvad han foregav at være. Forræder! Det var altsammen bare PR, pis og papir. Han troede ikke selv på sine slagord, åbenbart. Musikvideoerne bare blændværk. Var intet andet end bæ! 

“Brother can you spare a dime?” forsøger han forsigtigt hos de forbipasserende. De ænser ham ikke et blik. Er blind over for deres syngende, sørgende broder, der for bare et par uger siden, var den frie verdens vildeste, virtuose vinyl-vender. Vendte op og ned på alt. Trendsætter på tasterne. Sad på toppen af det hele. Nu sidder han i sine sidste bukser. Ovenpå den forbandede avis med den forpulede forside, hvor de fortæller, at han er færdig. Bukserne, avisen og brun-cremen er alt, han har tilbage. Alt andet er forpantet til pandemien. Pokkers! Tænk at komme så langt for kun én million eller fire fra sin far. Denne blindgyde er langt fra de bonede gulve, han gik på som barn. Nu blevet teenager og på vej mod toppen af bunden. Den bedste blandt bumserne. Hvem kan prale af at være pensioneret præsident? Eks Éner. Han er løvernes konge. Tiger-kongen sidder fanget i sit bur. Han stillede sig i vejen for magten og måtte betale prisen. Nu er alle muligheder åbne. Der er måske lang vej op igen, men ingen hindringer på vejen, denne gang. Det kan kun gå op her fra. En far ville være stolt over en søn, der rejste sig fra støvet igen og igen, uden at segne og bringe vanære over anen.

Aberne var virkeligt nået langt, tænkte de foroven. Langt længere end de havde troet. Turde frygte. Det var altsammen meget sjovt, men syntes også en smule sørgeligt i længden. Det var som om, at de sad fast i den sølle sorg. Som de ikke kunne slippe sølet og slippe fri. Måske var det bare en mudret mose, de skulle igennem, før træerne slap deres greb og de nåede de åbne vidder, hvorpå de kunne bygge deres nye civilisation, som skulle skille dem af med alt det barbariske. Dyret indeni, der insisterede på at holde fast i det primale. Det private. Det primitive. Patetisk! 

Men ikke her i vores boble. Domen dræber alt dårligdom. Dommen er døden for alt og alle der driver mod tilbagegang. Eller endnu være; de der stå stille, står fast, i stilhed, helle. Helvedet er alt det andet. Her er kun himlen. Vi har skabt paradis på jord og lader intet andet end doktrinen diktere i disse dimensioner. Ingen drifter. Kun stille dirren. Dire Straits spillede til afskedskoncerten for alle de guilty pleasures, vi gik og gemte på. Først guillotinen, så graven. Ingen hedninge får lov at komme herind. Sfæren er skabt af en passiv aggressiv passiv rygning, der holder panikken nede. Så længe vi kan få lov til at lukke ud på den måde, er alt godt.

Vi går ikke under, så længe vi holder og beholder buddene. Vi laver dem om hver dag. Bare for en sikkerheds skyld. Strammer ind. Ligesom domen, der holder os inde og alt det dårlige ude. Også den svinder ind dag for dag. Det pansrede glas forsvinder på besynderlig vis ned i jorden – som det er svært at regne ud, om er den samme jord som den dårlige jord, på den anden side af glasset. Heldigvis kan vi svæve ovenpå. Domen svinder ind, og hver dag bliver der mindre og mindre af det gode. De siger, at det er det dårliges skyld. At det er den, der tager pladsen fra alt det gode. Det er den, der insisterer på, at tage luft. Tage plads. At det er den, der er den grådige. Men alligevel virker det som om, at domen driver ned mod jorden, hver dag på præcis det samme tidspunkt, for at blive slugt og forsvinde. Sfæren svinder ind. Per automatik. Uden menneskelig indblanding. Automatpilot. Ingen ved roret. Så hvorfor er det, at vi giver os selv og hinanden mindre og mindre plads og påstår, at det er dette andets skyld. Hvorfor er det, vi langsomt tager luften ud af ballonen uden at bekymre os for konsekvenserne? Bare fordi. Fordi det er det, vi plejer at gøre? Hvad med om vi tænkte på at tænke lidt på os selv og hinanden.

Hvorfor vil vi så lidt, som Gitta grunder. Hvorfor påstår vi at kæmpe i det godes navn, men melder at ondskaben har vundet gang på gang? Kan det virkeligt passe, at der er så meget dårligt i en verden, der synes så smuk, når man står i solnedgangen og tager den ind? Hæng mig ikke op på matematikken, men jeg tror ikke helt, den holder. Det hænger ikke sammen. Lad os få regnedrengene ind og regne efter en gang eller to. Slangerne må bruge en anden algoritme end den antropomorfistiske, som vi dyremennesker blev enige om, var den bedste. Som om, de ikke ville os det bedste. Men kan det virkeligt passe, når pytonen påstod, at de passede på os, når de påtog sig posten, som dem der stod for sandheden. 

At høre om New York og alt det heltemod samlet på så få centimeter til hver. Et vovestykke i sig selv. De betaler prisen for deres babelstårne. Men de bøjer sig ikke for deres skaber, når han giver dem deres straf. De stirrer ham direkte i fjæset, mens de fnyser og fortsætter videre i kampen for liv med et “Fuck you!” og en finger for at fremme forståelsen. Mange dør på slagmarken. Ofre for overhoveders overmod. Hovmod står for fald. Helte betaler prisen. En hvid due flyver ind ude fra øst. Ud af disen, på små vinger bærer den sig forsigtigt forbi flammen foroven på figuren, der er formet som en fallos. 

Jeg ved ikke hvorfor, hun skulle sniges ind der. På den måde. Et smukt syn, som blev hevet ned i sølet, fordi det blev for sandt. Kom for tæt på tårerne. No bull shit borgemester, der fortæller det, som det er. Tallene taler for sig selv. Så han lader dem. Deep shit. Siger det, som det er. 

Aben kravler længere op i lianerne. Indtil den til sidst når en tætvokset bevoksning, der bryder med strålerne fra solen. Sluger dem. Oppe på toppen sidder den fede, røde gorilla DJ Trombone. Han sidder og spiller søgende på sit horn. Byder velkommen med et solidt håndtryk, der sidder fast i fugerne, fem minutter efter trykket. Førstehåndsindtrykket giver aftryk. 

Heroppefra kan man se det hele. Virvaret af vanvid. Et smukt syn når man får det hele lidt på afstand. En til tider lidt brutal leg. En kamp om liv. Hvem vil det mest? Man ser dem snappe vildt efter vejret. De vil ikke give op. De bliver ved og bliver ved. Er slet ikke til at stoppe. Lige meget hvad man smider ned i hovedet på dem, holder de aldrig op. Selv en mango kan de lave om til et mordvåben. Meget brutale. Men når man ser det her oppefra giver det på en måde mening. Det gør det ikke smukkere, men på en måde sandere. Som om de bare gør, som de bør. Som om at det er dumt at stille spørgsmålstegn ved spøgen. Så han lader være. Vender sig i stedet mod kongen af primaterne. Den frie legs leder. 

“Hvad har du tænkt dig at gøre ved vanviddet, der er sivet ind i deres sind?” spørger han fortørnet. 

“Du stiller de forkerte spørgsmål,” siger han roligt uden at fjerne blikket fra massevanviddet, der myldrer rundt under den okkergule dampsky, der ligger som et tungt tæppe af flydende tjære. 

Tilbage på jorden er de begyndte at blive trætte. De fortsætter kampen, men mister stille besindelsen. Bevidstheden bestemmer sig for at flyve ud og søge svar andetsteds. Kroppen fortsætter kampen ufortrødent, mens kræsten forlader kraniet. 

De store mundvige mister med ét alt deres kraft og falder tungt på hver sin side af det tunge ansigt. Tværer det ud til en tungsindig grimasse, der ikke er til at gemme sig bag. Abekatten smider sig tungt i sin trone af blade. De blæser ud – væk under ham. Det var den leg. Pokkers osse!