KORONAKARTELLET

Lunken lysken, fyldte lunger, lutter latter. Letter lidt. Leger i luften. Holdes nede af håret, der hænger om hovedet. Lidt endnu. Snart letter jeg. Suges op af sfæren. Slutter fred med den.

Hæmoride hæmmer. Skoldet skind stopper slikkeriet. Bekymringer begrænser. Salven svier, mere end den bedøver. Mere end den behøver. Burde være omvendt, hvis man kan stole på sedlen ved siden af tuben. Typisk! 

Jeg sidder på bænken midt på boldbanen. Lytter til en podcast om en komiker med døde øjne. Hans jagt efter svar fra far-figuren, der fandt ham for let, for alt for længe siden. Så længe, at han ikke stadig burde sidde fast. Han siger selv, han er færdig – at arbejdet kalder. Han fortæller om at stå på en scene i Missouri, hvor hans mor og far er fra. Født. De sidder bagerst i salen. Foran på scenen, står han og siger, at de sidder der nede bagi. Publikum går amok. Uspoleret hengivenhed henvendt mod alt det, man kommer fra. 

En vuggevise for væsner, der ved, hvem de er. Ikke søger efter svar, fordi de ved, at alle veje vender hjem. Om det så bare er nabogården, eller den hvor hele slægten, sagnene og skammen følger med skidtet. Alle veje fører til rod.

Måske et sted på midten. Mellem to verdener. To ideer om, hvem man var. Men jeg skal hilse og sige, at Herning ikke holder på andet end hulhed. Midten minder mest om et menigheds-vakuum, som det råbende spørgsmålstegn engang formulerede det. Jeg parafraser selvfølgelig igen. Tilfører det fyld. Hverken mere eller mindre. Forringer, forvandler, fordrejer, forbedrer. Det er som bekendt øjnene, man vælger, der viser vejen. Jeg vælger mine i skjul, uden at siderne for syn for sagen. Min lille hemmelighed. Du er velkommen til at gøre det samme. Lave din egen. Lidt forfængelighed er forfattere forundt. Det er et frygteligt følsomt foretagende, så derfor følger der selvfølgelig fryns med. Helt forståeligt. Ville være forkasteligt andet!

Hvad skal vi vende tilbage til? Herning, gården eller bænken? Vi er sejlet noget ud af kurs. Jeg påtager mig gerne min del af ansvaret. Tankerne fortog sig. Hvis de da kan det? Jeg forsvandt i hvert fald, for et øjeblik. Beklager.

Jeg kan ikke vælge. Kan du? De er jo på en måde det samme, men bag hvilken af dørene gemmer sig overraskelsen? Svaret, man ikke vidste, man søgte. Jeg husker forklaringen med fåret. Sandsynlighedsberegning, der sandsynliggjorde, at man altid bør vælge om. Aldrig stå fast, men altid skifte mening, hvis man får buddet. Det er det eneste rigtige at gøre, hvis man skal tro matematikken. 

Matematikeren, der fandt ud af det, fortalte, at de ikke troede på hende, fordi hun var kvinde. Selvom hun var matematiker. Så er spørgsmålet selvfølgelig, om man kan tro på det eller ej. Ikke fordi hun er matematiker –  eller kvinde, for den sags skyld.

Åh nej, nu kom jeg til at gøre det igen. Lave en dør mere. Nu kan jeg slet ikke vælge. Du bliver nødt til at gøre det! Jeg vil ikke have det siddende på mig, hvis vi vælger fejl! Hvorfor er det altid mig?

Du sagde, at du overvejede at satse hele butikken og springe sorgløst ud i smitten. Gå balalajka i Bilka. Bare brage rundt og bombardere sig selv med bakterier. Tungen på tunen på tindåse, korona på konserves. Scanne alle stregkoder med sin til sidst sprækkede tunge. Ind i prøverummet og prøve alt fra både børne-, herrer- og dameafdelingen. Iklæde sig koronaen som en sejrsdragt. Ud og levet live efter man har smittet døden. Snydt den, skulle der have stået. Men jeg er villig til at lade fejlen passere. Lade den stå. Vi taler om, at det er det store i det små. Eller måske omvendt?   

I går fortalte den anden anden, at han var begyndte at shorte. Noget med at satse på svingningerne. Seismisk måling af sindsstemning. Dollars på dårligdom. Han tjente penge, når de andre mistede dem. Man spillede simpelthen på, at de andre tog fejl, når de troede, at olie var noget værd. Så det var helt bestemt ikke ligesom fodbold, hvor der altid – i en eller forstand – var nogen at heppe på. Her holder du med uheldet. At der tilpas mange, der tager fejl, tror forkert og taber finanser. Det er det, du vinder på. 

Jeg tænker meget. Siger lidt. Folk er som de er.  

Jeg afskrev døden og sagde, at nu var alt godt. Der var kommet nye tal, der fortalte, at det kun var de syge, der blev taget af døden. Vi raske stod stadig til at redde. Jeg var sikker i min tro på livet, indtil jeg satte mig ud i bilen, hvor chaufføren sad med handsker på hænderne. Når selv forbryderne følger ordensmagten og den sunde fornuft og iklæder sig blå hospitalshandsker, når de skal foretage forbryderiske handlinger og handle med mig – så er den sidste tid for alvor nær. Verden er af lave. Jeg hælder indholdet ud af de små poser og ned i en krukke. Drejer forsvarligt låget en halv omgang mod højre og smider så poserne ud i skraldet. Slår alt sygdom – og liv for den sags skyld – ihjel med mangel på ilt. Ligesom med blomsterne på bordet. Man bliver nødt til at slå ihjel, for at kunne holde liv i livet. Lidt endnu.

I New York har de taget Hart Island i brug i kampen mod korona. Bruger den som en kæmpe kirkegård. De ukendtes. Der ligger alle de, som ingen ville gøre krav på, da de kradsede af. Beklager det brovtne. Men billedet kaldte på det. Måske. Måske er det en måde at få det på afstand. Mine tanker – associationer om man vil – leder mig alle hen mod min far. Forbandet! 

Jeg vil alle andre veje end den. Lukker ud og op for meget. Men lige det, vil jeg gerne holdet lukket. For mig selv. Bare lige lidt. Men ja, han er også en af de ukendte. De der kom og gik, uden at sige hej eller farvel. Der bare lige stak hovedet ind og så var væk igen, før man kunne se sig om. Der ligger han. 

Jeg kender det alt for godt. Afskyr selv afskeden. Frygter for farvel. Har forladt mange fester uden et ord af samme grund. Men i resten af livet, er jeg panisk angst for ikke at sætte mit mærke på det. Eller handler det om historien? Mon ikke det afslører en hel del, når man anmassende anser sig selv som en del af analogien om Andersen. Tegner lige linjer med streger. 

Storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. En lille kontrovers blandt kammerater. Hvem kom på det? En hurtig søgning siger, at svaret er splittet. Men at den i hvert fald ikke står mellem os. At der mange andre, der har følt følelsen. 

Men jeg gav den glædeligt fra mig, hvis bare jeg så lidt af det første. Hvis armene kom bare lidt i bevægelse. At der var noget han ville og at der var vildskab nok til at sige det højt. Kræve sin plads. Men han passer på. Passer sit eget. Og går langsomt i stå. Synd for ham og verden, velsagtens. Hvad ved jeg? 

Jeg var angst her til aften. Mulighedernes mulighed, som du gjorde til et mantra, ved at gøre mig til makker med et manus. En halv side med halve ideer. Vi finder på og finder vej. Står et andet sted i dag. Går gennem parken. Hører stemmer. Bare rolig! Også musik. De kalder på mig. Hører skridtene bag mig. En mand foran på stien. Omringet af ådsler. Af alt det farlige og forkerte. Enden er nær, jeg kan mærke det. Mon jeg når hjem i seng inden? Sikkert ikke. 

DJ Trombone fortæller helt betuttet, at det er den største beslutning han nogensinde har truffet. Han har fået et hold af eksperter, politikere og forretningsfolk ind for at rådgive ham. Er det første gang, han tager imod råd, eller hvad mener manden? Eller er det første gang, han vil lytte? Er det, det der er det største? For det første, tror jeg, han ville lytte mest til de sidste, for det andet tror jeg, han lyver. For lige efter han har gjort det, siger han, at det eneste han kan gøre er at bede til Gud om, at det bliver den rigtige beslutning. Som om han ophæver det ovenstående. Gør det sagte, måske ikke usagt, men så usandt. Sikkert fordi det ikke længere står skærmen med de opstigende sætninger, skrevet med bogstaver der betyder så meget, men nu er rullet forbi. Fortid. Et sted i sfæren, som ikke er her, foran hans øjne. Det er sagt og dermed slettet. Findes ikke længere. Sandheden er nuet. Alt andet er løgn. I hvert fald i hans verden. Hvad med din?

*

Du har sikkert selv kunnet udlede det af de sidste dages skriverier eller manglen på samme – the thrill is gone! 

Ikke at jeg hungrer efter død og ødelæggelse. Bare noget andet. Noget andet end dette intet. Dette vakuum af virkelighed.

Jeg havde håbet, at I kunne levere. Men I var som sædvanlige nærige med jer selv og kreativiteten. Nuvel.

Det er som om, at dommedagsuret trækker selv op hver mandag og starter forfra. Som om det aldrig nogensinde vil få en ende. Murmeldyret melder aldrig om, at bedre tider venter rundt om hjørnet. Vi er efterladt til os selv og vores frygt. 

Fruentimmerens fortjeneste! 

Jeg indrømmer det gerne! Jeg hader hende. Hendes ostemadder, hendes fællessang, hendes måde at sige “I-tal-jæner” på – alt ved hende! 

Så når jeg taler om øjnene der ser, bør der være en form for varedeklaration. Jeg havde oceaner af aversion overfor Metten, længere før koronaen kom. Et helt rødt hav af had. Synes hun flirtede med fascismen på hendes helt egen kartoffel-pølse-facon, længe før der hang frygt i luften. Frygtede hende længe før, hun fik førertrøjen på. Bare fordi. 

Jeg tror, Rottedronningen er et lille skrig, et stille håb om, at tingene i højere grad bliver, som de er. Det er nemmere at forholde sig til en diabolsk diktator med slette tanker og en hel hær, end nordjyde med skæve tænder og lige hæk, som forfjamsket falder over frihedsberøvelse. Det hænger ikke sammen. Hun er ikke, hvad hun foregiver.

Sandheden er jo, at jeg er bange for, at nogen skal regne ud, at jeg også godt kan lide ostemadder og snakker jysk, selv når jeg ikke selv kan høre det. Hæsligt! Hun er alt, hvad jeg har forsøgt, at rejse mig fra, lægge afstand til. Mere end to meter. Alt det, jeg er, som jeg ikke vil være. Det skræmmer mig, når folk ikke gennemskuer hendes forsøg på at fingere en forkærlighed for det folkelige. Hun har den i stride strømme, men skruer alligevel op på 12. Hvorfor? Er pøblen virkelig så pøllet, som man fristes til at tro, når man ser hendes pressemøder? Er de så dumme og barnagtige? 

De er det selvfølgelig her på siderne – men står det også så skidt til ude i den virkelige verden?

Jeg forfærdes over tanken. Over tvivlen. 

Friheden er noget, vi fortalte historier og sang sange om. Noget vi lærte om i skolen. De gode mod de onde, de unge mod de gamle, i kampen om friheden. Menneskerettighederne er så småt skyllet ud med badevandet, selvom vi selvfølgelig lader som om, at vi synes, at de er åh så vigtige! Måske ville verden være nemmere uden mennesker. Mennesker der alle ville have ret. Et menneskeliv er så ufatteligt lidt værd, hvis bare man kan forestille sig det. Hun siger, at der ikke kan sættes pris på det. Måske lader hun være. Det ville give mere mening. Men jeg tror, det er løgn. 

*

Du tror måske, det er løgn, men der fandtes faktisk en tid før Rottedronningen. 

Selvom hun har siddet på tronen i umindelige tider, så man nogle gange kan glemme, at der fandtes tider før det, så er det sandt. Ikke bare fundet på, som i så mange andre af bøgerne. For før rotten kom katten. Kattedronningen der regerede kort, men godt. En indskudt bemærkning, der afskaffede alt det onde. Sådan lød det i hvert fald indtil Rottedronningen kom til magten og undsagde sig sin forgænger. Forræder fik hun sine frænder til at fnyse for hende. Kattedronningen var i virkeligheden skyld i alt det slemme, der var sket. Sådan sagde man nu. Og selvom Rottedronningen selv havde været prinsesse dengang og dermed styret landets love og regler, så var det som om, alle havde glemt det. Mest af alt Rottedronningen selv. 

Kattedronningen var dygtig og dristig. For dygtig og dristig, lød det fra pakket. Hun boede nu med en engelsk greve på den anden side af de grå have. Hun havde taget en anseelig sum med sig, da hun bankede hul i bunden på skatkammeret ved at sælge ud af arvesølvet. Slangerne sagde godt nok, at det måtte hun ikke, men allerede dengang var folkene trætte af taleriet og lyttede ikke rigtigt. Det gik for hurtigt til, at de kunne følge med. Så de lod være. 

Efter kattedronningen kom væslen, ham der nu kørte vogn. Han savnede magten, men trivedes i trodsken. Talte med alle, der ville lytte. Og selv de, der ikke ville, valgte han at overvande med vanvittige skrøner og tosserier fra tiden på tronen. Kørte omveje og osede, mens han fortalte febrilsk om hvordan, han havde snydt sig til det hele. De hadede ham, når de satte sig ind, men sad til sidst og hujede og heppede og bad om mere, mens han holdt hårdt fast om tømrerne og hestene og fortalte om festene. Han var den eneste efterhånden, der turde tale ringe om Rottedronningen, og gjorde det, så snart han fik chancen. Hun holdt øje med alle, men han var ligeglad. Hvad var der tilbage, som hun kunne tage? Friheden var forpantet for længst. Fri i fangenskab. Så fuck hende! 

Jeg ved godt, det hele lyder som én stor løgn. Men det var sådan, det var foregået, for meget længe siden, i det lille kongerige, der havde hele to dronninger – Den Gode Dronning i Nord, og den Rådvilde Rottedronning, som de hed engang. Nu hedder de bare Dronningen i Nord og Rottedronningen. Sådan var Rottedronningen blevet enig om, at det var bedst, det var. De skulle ikke forvirre folket med ord. Så de lod være. 

Før disse tider, var der andre tider. Og efter disse, skal der komme nye. Men den tid, den sorg. Sådan sagde man altid i dette land, hvor kulden havde fået folket til at frygte, det der ventede. De havde gennem generationer opbygget vinterdepoter, der skulle få én sikkert gennem tidens veksel. Væk var de nu og erstattet med vinterdepressioner. Kollektiv kuller.

*

Jeg får da også kuller. Men kuren er at snige sig til smil fra forbipasserende og lokke latterfyldt passiar ud af hende der passer kiosken på hjørnet af Haderslevsgade. Hun fortæller stolt om Vietnam, der nærmest ikke er ramt af virussen. Vi bliver enige om, at vi danskere har svage immunforsvar sammenlignet med hendes folk. Forkasteligt, hvordan jeg kaster mine egne under bussen, ved hver en lejlighed, der byder sig. Kaster dem for løverne. Jeg havde sikkert også holdt med elefanterne, hvis jeg bare blev spurgt. Inden denne plage er blæst af for anden gang, har jeg forrådt min stamme helt og holdent mindst 300 gange. Men ulven Peter var den bedste, så der er håb for selv de værste. Så jeg overlever nok. 

*

Kærlighed og undergang. På én og samme tid. Endnu engang vågner jeg op, mens drømmene langsomt fortager sig. Samler sig kort for at opløses igen af den begyndende morgen. Ligesom en tyk dis, som man kort tror er så tyk, at den er til at tage at føle på. Så den nærmest er det. Men det forsvinder langsomt lidt efter lidt. Dagen begynder igen. 

Jeg ville give alle verdener og mig selv i dem, for at føle det bare én gang til. Fuck følgerne! Forelskelse er noget farligt noget. Især når den er indbildt. Især fordi den nærmest altid er indbildt. Fri fantasi. Handler mere om omstændigheder end om det overnaturlige. Handler ikke om stjerner på himlen, sommerfugle i maven og sved på panden. Det handler om held. Håb. 

Jeg afmonterer det, mens jeg sætter det op på den øverste piedestal. Så det umiddelbart bliver svært at opnå – uanset hvad der står i passet. 

Jeg kravler længere ned under dynen. Denne dag er ikke noget værd. Jeg kan mærke det allerede nu, herfra hvor jeg ligger. Lad os springe den over! Selv en dødsangst mand, der tæller hvert et åndedrag, giver gladeligt denne fra sig. Lad os starte fra i morgen! Der ser tingene lysere ud. 

Der er mindst fireogtyve timer i døgnet. Flere end det. Men det taler vi ikke om. Nogle får et navn. Andre får intet. Og det er nok sådan, det bør være.