KORONAKARTELLET

Jeg drømte, at jeg modtog en pris. En ridderorden. Jeg var stolt, men det var mine forældre ikke. Er dette de sidste tider? 

Jeg priser mig dagligt lykkelig over rindende vand. Lun mad og underholdning nok til mindst én krig til. Selvom projekterne er mange er roen og koncentrationstiden kort. At være isoleret med sit barns kommende mor kan være hårdtt. Konstante forstyrrelser. Venlige bemærkninger, som flux ødelægger det nu alting skabes i. Men man kan ikke lave taleforbud i sit eget hjem, når det deles. Man kan naturligvis søge tilflugt i soveværelset for en stund. Indtil hun bliver ensom i stuen og vil undersøge om der er noget galt siden jeg er flygtet til en ny scene. Der er ikke noget galt. Eller alt er galt. Derude smittes folk konstant med en sygdom som ikke vedkommer mig. En sygdom der vedkommer mine nærmeste, det er klart. Men hvad mere kan man gøre, end det man allerede gør. Som er det bedste man kan gøre. I ottende klasse skrev jeg et digt. Det hed tilskuer og jeg kan ikke huske stroferne. Men jeg kan huske følelsen, det blev undfanget i. At være tilskuer, at være klar over, at der var et fænomen som måtte være dens kontrapunkt: deltager. At tage del i hysteriet, tage del i folkestemning. Tage del i bekymringerne. Men som du og jeg ved, er bekymringer intet andet end at bringe kummer til sin tilværelse. At bringe kummer over sit liv. At skabe barriere og modstand som ikke nødvendigvis gavner eller gør nogen forskel. 

Min forskning bliver kun mere relevant. Hvis vi ikke længere kan komme ud og være intersubjektive væsner, må vi blive hjemme og simulere interaktioner med vores underbevidst-protobevidsthed-anden-bevidsthed. Vidste du, at de nu kan se hvad du drømmer? med magnetiske scannere kan de angive hvorvidt du drømmer om bil eller bryster. Bomber eller banker. Sikke et gennembrud. I mens at den transnationale stats store fremskridt i denne tid går med at forberede til overvågningsstat 2.0. Gad vide om alle arbejdspladser er sendt hjem, så de kan installere kamera og mikrofoner over alt. Big-Mother is watching you. Eller storesøster ser dig. Lad det komme fra én med en storesøster, storesøstre som overvåger dig er langt værre end så meget andet, det forbundet med domsfæstelse. Afstandstagen og mangel på forståelse. 

Måske vi bliver lukket ud en dag. Måske skal vi være i isolation for evigt.

Jeg går mine daglige ture til den uplantede park, til narkomanshelteret, videre til tunnellen ind i oasen. Hver eneste dag. I håbet om jeg en dag møder nogen. I håbet om, at der en dag er nogen der har modtaget, hvad jeg skriver.

Happiness is only real when it’s shared. Men selv når lykken er delt er den delt i to. Nogle at tage hensyn til. Nogle at lytte til. Nogle som skal have plads. Men jeg leder efter jer, mine kære venner. Dem jeg så engang. Dem jeg så dagligt før det hele forsvandt. Mine åndsfæller.

Så jeg forsøger endnu engang sagte med en lille glød håb: HALLO?

Is there anybody out there? Just nod if you can hear me is there anyone home? 

I hear you’re feeling down. Well I can ease your pain. Get you on your feet again. Relax