KORONAKARTELLET

Hver en fugl synger med sit næb, siger man. Men hvad hvis spurven er stum? Hvis den ikke har noget at sige. I hvert fald ikke længere. Måske ikke vil. Kun skriver om ikke at gøre det. Man kan forsøge at stikke lidt til den i håbet om, at den så igen begynder at synge op. Men gør man det for meget, er der en overordentligt stor fare for, at man får stækket dens vinger i forsøget. Det ville være forfærdeligt. Forkert. 

Jeg er altid bange for at tage mere end jeg giver. Fylde for meget. Har tit fået at vide, at jeg kan tilføre og frarøve et rums dets energi. Suge den ud. Som om, det er valg. Som om undertrykket ikke kommer til udtryk i ham med underskuddet. Som om sorte huller selv vælger at udslette med deres blotte tilstedeværelse. Tåbeligt! 

Derfor gav jeg tid, og derfor gav jeg plads. I håbet om, at I ville tage den. Kræve den. 

Kejseren sad i midten af sit kejserrige. Omringet af millioner af mennesker og deres meninger i hengiven underkastelse. De elskede ham hver og én. Intet dårligt nåede ham. Det skulle først igennem et helt folk af forelskede undersåtter, der var ville stå op for ham til hver en tid. De tog det på sig, så han slap for det. 

I rigerne rundt om kejseren, talte de om, at folket var blevet sindssyge i solen. Den gik aldrig ned hos dem, og derfor havde den svedt forstanden ud af deres hoveder. Intet hang sammen hos dem længere. Selvom togene altid kørte til tiden, var de blevet så dumme, at de ikke længere forstod at åbne dørene til dem. Så de kørte bare tomme rundt. Sådan sagde man i hvert fald, udenfor landets grænser. 

Der var godt nok aldrig kommet film derfra med de tomme toge. Men heller ikke med fyldte for den sags skyld! Så der måtte være noget om snakken. 

Kejseren hørte intet af alt snakkeriet uden for sit store rige. Han sad i sin tronsal dagen lang og satte pris på alt det, der var hans. Hvilket var alt i kongeriget. Og i hans kongesind, var der intet andet end hans kongerige. 

Ved kejserens side stod et bur med en mekanisk sanglærke, han havde døbt Sophia. Den kunne synge alle de sange i verden, man kunne tænke sig til. Selv de der ikke fandtes. Så fandt den bare på dem. Kejseren elskede sin sanglærke og sad dagen lang og lyttede til dens sang, mens han tænkte på, at den var hans. 

I landet rundt om kejseren havde lærkens kønne sang fået store konsekvenser. Alle landets fugle var fløjet væk. I starten havde de holdt af deres mekaniske makker, der kunne mangt og meget. Mere end dem. Det gjorde ikke noget i starten. Var bare spændende. Men som den blev ved med at finde på flere og flere finurlige melodier, føltes det mere og mere fjollet at synge sin egen sang. Den stod ikke til måls med den mekaniske fugls.

Så de forsvandt i skam over deres sang, og sås ikke længere. Fire forår fløj forbi, uden fuglene og deres forførende fløjterier fandt vej hjem i vinden. 

Kejseren anede endnu ikke uråd. Som altid holdt hans folk det forfærdelige fra ham. Han vidste ikke, at kviste svævede lette og forviste frem og tilbage vinden, rundt omkring i hans land. At de havde forladt dem. At man ikke længere kunne høre deres sang. 

Historien kunne ende med en hjælpende hånd fra verden, der fik svalerne sikkert hjem igen. Men folket fortiede, fortalte intet til kejseren, og dermed vendte svalerne aldrig tilbage. En buldrende stilhed, de troede, de ville glemme. Som med tiden – af sig selv – ville forsvinde. Mindet fordufte, ført fjernt væk af vinden, men de kunne aldrig glemme fuglenes sang. Og selvom den stadig trillede forførende forinden, føltes den for første gang forfærdeligt fængslende. Ikke frigørende, som den ellers altid før havde gjort. Fanget i mindet om, hvad der var engang. 

Bestem selv, om det skal være billede på det ene eller det andet. Jeg er selv lidt i tvivl. Jeg skriver jo bare. Men jeg frabeder mig i hvert fald selv at krones som kejser i ovenstående allegori. Anakronisme. Kan godt se, at det kunne tolkes sådan, men lad os lade være! Der er mange andre, der langt hellere ville iklæde sig kåben og tage kronen på kraniet. Corona! Også jeg selv til tider. Men ikke i disse. 

Jeg forresten ikke den eneste, der finder på for at få tiden til at gå. Også falken forfatter. Hos ham er det pandaer og ikke svaler, der svæver rundt. Gad vide, om det er de samme skyer der svæver rundt om vores hoveder?