KORONAKARTELLET

Sjakalen fortæller om folkemordet i Rwanda.

Jeg sidder på selvsamme bænk, som vi sad på og talte om drømme, mens vi tryllede firbenede fantasidyr frem på græsset, for bare et par timer siden. 

Han fortæller om at stå ansigt til ansigt med ondskaben. At tage billeder, der aldrig skal vises. Brutaliteten, bestialiteten. Der har vi det dyriske igen.

Der blev slået over en million ihjel på bare 100 dage. Det lyder af mange, men kan være svært rigtigt at forstå. Hvis man igen gør brug af matematikken, kan man regne sig frem til at det er seks i minuttet, i døgndrift. Primært med macheter. Nazisterne lå på den lade side til sammenligning.

Tid er penge og hutuernes hurtighed sparede dem mange. Gør selv regnskabet op. Værdien af et menneskeliv, som vi før har forsøgt at finde frem til. Jeg ville nu alligevel lede andetsteds, hvis jeg var dig.

De brugte alt. Hamre, hakker og haveredskaber.

Han maler en scene for mit indre. En gravid kvinde, der får sprættet maven op med en dåseåbner, hvorefter de hiver hendes ufødte dreng op og skærer hans hals over med selvsamme dåseåbner. Hun er til stede, mens det sker, ser det hele. Og så hiver de dåseåbneren over hendes hals. Jeg forestiller mig ét, hurtigt, kirurgisk snit, og så blodet der fosser. Når jeg forestiller mig min egen dåseåbner, indser jeg, at jeg skåner mig selv for virkeligheden. At det sikkert var langt mere brutalt, selvom det gør ondt at forestille sig.

Han forevigede rædslen i celluloid. Selvom ingen andre skulle se det. Hende og ham måtte være nok. For meget af det onde. Mere end nok. Mere end hvad godt er. Hvad godt er? Alt. Og ingenting.

Undskyld. Måske er det igen at dele sorgen. Jeg sad tilbage på bænken uden at kunne få luft. Slukkede for historien og fandt i stedet dette frem. Skrev for at slippe. Jeg beklager hvis også jeg malede sorgfyldte skyer på din himmel. Jeg lover at bringe sol næste gang. Men det måtte ud. Måske en blanding af ‘Ind i Vildmarken’ og ‘Ringen’. Hvis man vil dele det gode, må man må også dele det dårlige. Intet er virkeligt uden.

Falder en mand virkeligt, hvis der ikke er nogen til at se det?