KORONAKARTELLET

Skyerne malede et tyndt lag over himlen. Bilen med forsyninger parkerede uden foran den skotøjsæske jeg kaldte hjem. Jeg rejste mig ikke før jeg kunne høre ham kalde over dørtelefonen. Buzzer ham ind. En nydelig ung mand med sparsomt sprog vi begge kunne forstå et universelt ‘hej’ og ‘her’. Han bukkede høfligt, da jeg sagde tak og løftede poserne ind. Kun de kedelige keder sig. En holdning jeg stolt proklamerede i mine teenage år. En holdning jeg fortsat tilslutter mig, dog med den note at kedsomhed kan være den vildeste rus og den største inspiration. Ud af kedsomheden vokser kreativiteten. Jeg lytter til statsministeren. Tænker samfundssind. Tænker okseskind, vend den anden kind. Tænker hvad der mon vil ske med kapitalismen, når krisen er ovre. Indordner den sig? Æder den sin kritik endnu engang? Kommer kapitalismen ud på den anden side stærkere og mere viril end nogensinde før? 

Professoren fortalte mig, at vi lever i den antropocentristiske tidsalder. Mennesket opfatter sig selv som værende i centrum. Arme Kopernikus vender sig i graven. Heldigvis ved jeg godt det bare er ord, og ord altid må stumme i lyset af videnskaben. For ord er bare ord og kan aldrig stå som bevis. Beviser består af ord. Men bevisernes ord er dannet af erfaring, men erfaring er bare oplevelser som er blevet omdannet til ord. Først kom ordet og der er aldrig kommet noget andet.

Den anden professor plæderer for, at vi lever i den antropocæne tidsalder. Hemmeligheden er, at forskellen er minimal. At akademiet i dag er et gemmested for de eremitkrebs, der ikke tør kravle ud i virkeligheden. Gem dig og diskuter hvordan man åbner en dør. Lukker en dør op. Lukker og åbner. Åbner og lukker. Smækker med døren og låser den om nødvendigt. Døren skal på klem. Hvis ordet er det eneste vi har er billederne vores eneste frihed fra alt hvad der er. Uden metaforer er der bare ord, selvom metaforer er ord. Tanker er ord. Selv de tanker, som manifesterer sig som andet end ord, bliver omskabt til ord. For at kunne gives videre. Eller for at skabe kontemplation i tænkerens hjerne. Vi ejer ingenting. Andet end de ord vi kan huske. De ord vi har stjålet eller lånt. De ord vi selv finder på er nonsens, vrøvl, volapyk, esperanto, miontokulu, mantrafibus, molikuntjatjuvsenara-i-ade. Fantasien sætter grænser eller sætter ordet grænser for fantasien. 

Den antropocæne tidsalder: Mennesket er i centrum eller mennesket er kausalårsag for de forandringer jordbeboerne gennemgår. Men alligevel er den nuværende altomsluttende virus tilskrevet en flagermus. Flagermuse. Derfor helligere jeg mit følgende bidrag til den formodede patient zero. 

Flagermusen Zero

DEL 1

Dagen var ved at gå på hæld. 

Zero gned sig forsigtigt i de øjne han aldrig brugte til en skid. Meningsløse små grimme øjne. “En ny nat truer” tænkte han for sig selv. Da han aktiverede sit sonarudstyr – bipppp bip bip bip – lød det for hans indre øre. Han rokkede lidt og kiggede op på sine små krogede fødder “tænk at være en blomst, så ville jeg ikke have så ækle klamme små tæer” tænkte han for sig selv, han slap grebet han holdte med fødderne for starte nedflyvningen for at flyve ud af grotten, væk fra hans artsfæller, væk fra hans usle liv, for at finde føde. Eller rettere føden. Zeros diæt var nemlig simpel. Han havde fastet hele livet, for han ville kun lade sig nære af én ting. Én eneste ting. Han havde sultet i flere uger og var ved at være så pillet som en flagermus kunne tåle at være. De andre flagermuse havde drillet ham natten forinden. Han var en splejseflagermus, som aldrig ville kunne udrette noget som helst. Men Zero var ligeglad, når de andre mæskede sig i blomster, væmmes han ved hans arts underlegenhed. Når de kom hjem med frugter, væmmes han, når de jublede over, at der var et insekt i den rådne frugt. Tænkte han ved sig selv; at han hellere ville dø af sult end, at dø som en undermåler. Dø som en underlagt træl. Dø underlagt af zoon politicon, det “store dyr”, det “fornuftige dyr”, det “skabende dyr”. En dag skulle de få at se. En dag skulle de allesammen se hvad Zero var lavet af. Men ikke nu. Ikke i dag. Han havde en plan. Den var timet og tilrettelagt, den var såre simpel og alligevel enormt kompliceret at udføre. En plan, som ville få de andre latterlige flagermuse, som han delte grotten med til at vågne selv den klareste dag. En dag, selvom ingen flagermuse bevægede sig ud om dagen, ville de stå op på denne dag og de ville se, at mennesket ikke længere var det øverste dyr i den hierarkiske orden. Han skulle vise de latterlige flagermus han delte grotten med.

Men før planen kunne eksekveres. Før den skulle udføres og før jeg kan afslører planen for de stakkelse skæbner som endnu lever til at læse denne historie. Måtte Zero anskaffe sig ét sidste element. Han var ligeglad med insekter, ligeglad med blomster og ligeglad med frugter, som de andre flagermus fyldte på sig og mæskede sig i. Zero havde kun én slags føde i tankerne: Nektar. En fantastisk sødlig saft, som efter sigende fandtes i honning-gemmerne hos de smukkeste af planterne. Men Zero’s sonarsystem var ikke gearet til at kende skønhed. Og hvad Zero ydermere  ikke vidste, var at menneskene. De forfærdelige menneske som havde forvist ham og hans familie fra deres naturlige habitat også kendte nektar, nemlig gudernes drik. En drik, som angiveligt skulle give dem, menneskene, evigt liv. Men de skulle blive klogere.. Sådan tænkte Zero i hvert fald. En skønne dag. En skønne dag skulle de alle få at se. Han ville vise dem. Han ville vise dem alle sammen, at kastesystemet er en menneskelig konstruktion. At hierarkiet er en menneskelig konstruktion. At antropocentrismen er en menneskelig konstruktion. At det antropocæne bare er et ord. Et ord som de havde fundet på. Ligesom de havde fundet på tortur, voldtægt, skyld, synd, kærlighed og had. Hele natten var gået og Zero havde baskede i cirkler rundt om indgangen til grotten, hvor han og hans flok boede. Han skyndte sig ind i grotten, og nåede det kun lige akkurat ind før en lysstråle skar sig igennem grotten. De andre flagermuse gøs ved den farefulde gerning. “Det der lysssss derrrrr, det, det ville ha’ hakket dig midt over, fattigfrank! TÆNK DIG OM!” råbte den største. Der blev stille i grotten, de andre observerede Zero med deres sonar bippp -bip bip-, nogle af dem med respekt, andre af dem med frygt og de sidste med foragt. “Sikke en tåbe” tænkte de. Men de ville blive klogere. De ville alle sammen blive klogere. Zero slukkede sin sonar og gav sig til at drømme. Drømme om herredømme og venskaber.

*

Kurver knækker

Alle kurver knækker, således trøstede Rosling os i 2018, da han udkom med den mesterlige “Factfulness”. Til trøst dengang. Jeg trøstede mig, da jeg læste den. Det viste sig, at det hele ikke var helt af helvedes til. At jordens befolkning ikke var ved, at føde sig selv ihjel. At flere afrikanere fik mad i munden og flere kvinder fik skoleuniform på (amen!). Dengang trøstede Rosling mig. 

Jeg plejede, at sige at en skønne dag vil kurven knække. 

Vi vil ikke blive overbefolket, i hvert fald ikke i denne tidsalder. 

Jeg tog ikke fejl – vi kan ikke takke corona.

Men hvorfor vækker det ikke bekymring, at medierne maler en sindssyg sygdomsepidemi op? Hvorfor står jeg op, som jeg gjorde hver dag inden? Hvorfor fortsætter jeg med mit arbejde, hvis vi allesammen skal dø lige om lidt? Selvom virusset nu har dræbt flere, end der er bliver dræbt i trafikken og overstiger hvor mange der dør af overdosis pr år. Det er med marginaler. Tallet for kræft er 14.900 døde om året! Så før vi stopper med at kramme hinanden bør vi nok overveje, at stoppe med at spise forarbejdet kød, ryge smøger og begynde at løbe en tur i ny og næ.

Corona er en latterlig folkestemning, som har fået os alle med. En dille som fylder og optager det hele ligesom yoyo og jojojos gjorde det i vores folkeskoletid! HALLELUJA. Medierne har noget at fortælle. HALLELUJA. Politikerne har noget, at demonstrerer deres handlekraftighed på. HALLELUJA Befolkningen har noget at gøre. Hvad skal de gøre? Vask hænder! Bliv indenfor! Køb abonnementer! Lad vær med at samle jer! Distancer jer! En skønne dag er “krisen” over. En skønne dag vil vi grine af det. Indtil da. Sluk TV’et. Vask dine hænder. Husk at drik vand. Ring til din mor. Opfør dig ordentligt og vis respekt. Det må være den ultimative visdom vi kan høste af dette hysteri. 

Jeg vil første bekymre mig, når coronaen bærer uniform. 

Jeg bekymrer mig først når corona dræber flere end dem der dræber sig selv.

Jeg bekymrer mig først. Fuck dystopierne – husk at bruge kondom!