KORONAKARTELLET

Voksne er som oftest mere bange end børn. 

De er bare bedre til at skjule det,

fordi de har brugt et helt liv på at gøre det(og være det). 

Væsenerne i mørket er mig selv – selv når de ikke er det. Selv når de er dig. Det er mig, der har hidkaldt dem. Selv når jeg ikke har. 

Duggen, der driver ned af træernes nøgne blade er tårer fra alle nattens drømme. De hænger der skrøbeligt på kanten af nat og dag og ved ikke, hvad de vil. Om de vil. 

Minder om alt det, der var. Alt hvad vi var. Alt hvad der kunne have været. Hvis ikke.

Det spøger i mit mørke sind. Der findes korridorer, jeg ikke tør bevæge mig ned af. Selv når jeg gør.

Du spøger i mit sinds snørklede gange. Leder mig ind i værelser, jeg ikke vil besøge. Hospitalsstuer fyldt med instrumenter, slanger og maskiner, der ikke bringer andet end død. 

Midt i stuen står din seng. Din barneseng fra da vi stadig boede på gården. Boede med ham. 

De fortæller mig ord, jeg ikke vil forstå. Mens jeg tænker på alle dem, jeg ikke fik sagt. Til dig.

Duggen hænger der stadig, selvom solen nu er ved at gå ned. Duggen hænger der stadig. Duggen hænger ved.

Slipper ikke sit greb om grenen – og heller ikke om mig. Duggen hænger der stadig. Natten er igen på vej.

Skyerne hænger lavt, og der hænger du. Jeg slap mit greb om dig, og nu er alt itu. 

Skåret i stykker. Uden at kunne klinkes.

Jeg skar engang en piges navn ind i min arm. Som symbol på min udødelige kærlighed til hende. Et vidnesbyrd om at være forelsket uden rigtigt at vide i hvem. S-A-R-A. Bogstaverne er borte, men jeg husker dem stadig. Uden at kunne huske hende.

På samme måde bærer du rundt på tegn af et levet liv. Mindesmærker af meningsløshed mejslet ind i et stykke tyndt hud, der ikke var skjold nok mod verdenen udenfor. Alle stregerne på tværs er tegn på et håb og råb på svar. Udråbstegn uden punktummer. Tankestreger uden hold. Streger sat for hvert af mine svigt. Hvis det da er sådan tegnene skal tolkes. Hvis de overhovedet skal.

Her får du mit svar, uden nogensinde at have stillet spørgsmålstegn ved mig og min kærlighed til dig. Selvom du havde god grund. Svaret er ristet ind i sten, så du aldrig glemmer det igen. Du er sand som du er. Stregerne sat af et blødende hjerte, som er strømmet ud af hver en lille flig, det har skabt. Blodet er størknet, men det banker stadig. Blækket det samme; vi skriver endnu.

Så mange ar og så mange iturevne sind. En i mængden. En af mange. Lad os skære os fri fra de besnærende snøre, der snyder os til at tro, at vi ikke er mere værd. At vi ikke er mere end stregerne, der er sat. At vi ikke kan skabe nye tegn. Nye sprog. Nye virkeligheder af væsener, der vil mere end mørket. Måske.