KORONAKARTELLET

De gamle gubber sad tilbage i deres lænestole, rullestole og elevationssenge og ventede i spænding på svar om, hvordan det mon gik de unge i den nye verden. Hvordan det hele så ud på den anden side af de grå have. Men kaldet kom aldrig. De sad og ventede og ventede og visnede langsomt hen. Deres fantasi var næsten forsvundet, men de brugte den sidste til at forestille sig alle smilene på de unge, usprækkede ansigter. Alt glæden de godtede sig i. Det varmede i det begyndende forår. 

For hver dag faldt endnu et blad fra rosen, og til sidst var den helt tømt for liv. Hoserne fulde af hædertale. Men det talte ikke rigtigt, når regnskabet skulle gøres op. De kunne sige, hvad de ville, men det ville nu have været rart at høre fra dem. 

De skulle have en medalje, blev der sagt! Kunne ikke være anderledes. Det var Dronningen i Nords fødselsdag, og hun var en af dem, selvom hun slet ikke var det. Af med apanagen var der ingen, der galpede op denne dag. Selv pumaen var pludselig tam og pludrede lidt tandløst rundt om sig selv i eksalteret intethed. Det var dog konditorerne og ikke kongefamilien, der gav ved dørene. Både fløde, glasur og bær på toppen. Dronningen derimod dristede sig ud på øverste trappetrin, foran folkemængden, der stod spredt ud på pladsen. Gav et vink, vinkede dén af, og gik så ind igen. Rolig, rolig! Intet oprør rører på sig her på Augustenborg. Jeg er blevet rolig med vintrene. Tager lidt af ilden, hver gang. Jeg lader op i solen. Især med dig. Får varmen igen gennem porerne i hylsteret. Siver ind og sitrer i hele kroppen. Men nogle somre hænder det, jeg glemmer eller vejret glipper. Vinden vender og jeg vænner mig langsomt til det. Jeg vender bare ryggen til og flyver med. Holdes nede af håret og hovedet. Heldigvis! 

Vismænd i østerland, hvor mon de gemte visdommen hen. Så mange bøger, at det er til at blive ør. Man kan snyde med film og det der er værre, men stadig er det noget af en missere. Hvor skal man begynde, og hvor skal man starte? Hvem er de bedste, hvem er det der har den? Svarene er mange. De fleste af tvivlsom karakter. Min erfaring siger mig, at det er bedst bare at se, hvad der sker. Lære på bagkant. Se fremad ved at se tilbage. Bøger er bakspejl, der skærmer for sværmer om svaret. Rød mand stå, hvid mand blå. Bakser med bevægelsen. Stilstand er ståsted nu om stunder. Statholderen siger, jeg skal. Så jeg parerer og paralyserer korpus og kredsløb. Komma. Kom igen. 

*

Der er feminister på Facebook, der fortæller, at brokker man sig over big-boss-lady, så hader man kvinder. Konsekvent. 

Såre simpelt. Det må være forfriskende at se verden så firkantet. At være så forfejlet i alt sin fromhed. Det må gøre det nemmere at leve gennem krisetider som disse.

Jeg elsker fisse. Hader feminister. Formulerer mig kun som et fjog, for at få deres fissesafter i kog. Fordi det er komisk. Fordi de er det. Sinker, der sidder og stritter sorgløst med fingeren, for at kunne få lov til at gentagne alle de groteske gloser, der ikke gemmer på andet end gentagelsen. Ligesom guppyerne i gymnasiet, der intet havde at byde på, så de bare bød ind med papegøjesnak og pludder. Bare for være med. Bare for at mene, uden egentligt at gøre det. Uden selv at kunne se meningsløsheden i det. Håbløst!  

Jeg hader dem ligeså meget som hende.

Jeg hader alle, der forsøger at fjerne os fra hinanden. Splitte os ad. Skibet er ladet med dumme dåser. 

Dårskaben driver ud blandt os. Det de dumme, der bestemmer. Fordi de ikke er bange for at være det.

Kontracyklisk kapitalbuffer. 

Kontraintuitivt. Cyklist. Det dumme vender altid tilbage. Tid er penge, og jeg mister langsomt, alt hvad jeg har. Tag det hele. Pil mig ind til benet. Tag et ribben eller to. Det manglede da bare!

Undskyld.