KORONAKARTELLET

Børnene har skrevet “HOLD AFSTAND” med kridt på smittevejen hen til parken. Ordene udebliver. Det er svært at finde på noget nyt, når dagene stille bliver det samme. Når intet sker. Udover at folk forgår og verden består. 

Vi opfandt tiden og tallene for at overbevise os selv om, at der er fremgang at spore, selv når man står stille. At det hele ikke bare går i ring. Frø der spirer eller spildes. Vi opfandt opfindelser, for at kunne måle os selv med de fortidslevn, vi kaldte for forfædre. For os selv. I dag skal der være mere end i går. I morgen mere end det. Bautasten, bøger og børn er allesammen forkvaklede forsøg på at forhindre éns forbandede forgåen. 

Fyld! 

Bogstaver sat sammen til ord, der i sammenspil med andre skaber sætninger, der fra tid til anden kan skabe mening. Merværdi. Bytter om, skærer fra og lægger sig selv ind mellem linjerne i håbet om, at man kan se tilbage og se, at man har bevæget sig fremad. Bevægende. At man ikke er den samme, selvom verden er det. At man udvikler sig. At man vokser sig større og bliver bedre. Bare lidt. 

Lacan lader til at have regnet ud, at der ikke er noget at regne ud. Jeg ved ikke, om du sendte ham i håbet om, at du kunne give os lidt af det. Jeg må nok indrømme, at jeg synes, det var en smule nedslående. Den ukuelige, uvidende ungdom, der ikke vil andet end at rive det hele fra hinanden. Bryde ned for at kunne bygge op igen. Hvad der skal smadres og hvad der skal skabes er underordnet. Det ser vi på. Præ’cox. Den andægtige, ansvarsfulde alderdom, som siger, de forstår, men forsikrer om, at der ikke er noget at gøre. Alt foregår mens det sker. Han har indset, at det hele går af helvede til, ligesom det altid har gjort. Alt håb er håbløst. Livet er én lang overgivelse til døden, om man vil det eller ej. På min arm står der, at jeg skal huske at leve. Det er sjældent jeg skeler til den. Men man skal heller ikke stirre sig blind på skriften på væggen – eller armen.  

Pludselig viste der sig fingre af en menneskehånd; den skrev i kalken på kongepaladsets væg, over for lysestagen, og kongen så selv hånden, mens den skrev. Hans ansigt skiftede farve, hans tanker slog ham med rædsel, benene rystede under ham, og knæene slog mod hinanden. Kongen råbte med høj røst, at besværgerne, stjernetyderne og himmelgranskerne skulle hentes. Og kongen sagde til Babylons vismænd: »Den, der kan læse denne skrift og tyde den for mig, skal klædes i purpur, have en guldkæde om halsen og være den tredjemægtigste i riget.«  Så kom alle kongens vismænd, men ingen af dem var i stand til at læse skriften og give kongen dens tydning. Kong Belshassar blev grebet af stor rædsel, og hans ansigt skiftede farve, mens hans stormænd stod rådvilde.

Derpå blev Daniel ført frem for kongen, og kongen spurgte Daniel: »Er du den Daniel, der hører til de bortførte fra Juda, som min far, kongen, bragte med fra Juda? Jeg har hørt om dig, at du har gudernes ånd i dig, og at du besidder skarpsindighed, indsigt og fremragende visdom. Vismændene og besværgerne blev ført frem for mig for at læse denne skrift og give mig dens tydning; men ingen af dem var i stand til at tyde ordene.  Nu har jeg hørt om dig, at du er i stand til at give tydninger og besvare vanskelige spørgsmål. Hvis du kan læse skriften og give mig dens tydning, skal du klædes i purpur, have en guldkæde om halsen og være den tredjemægtigste i riget.«  

Daniel svarede kongen: »Dine gaver kan du beholde, og dine foræringer kan du give til andre! Men jeg vil læse skriften og give dig dens tydning, konge. Gud den Højeste gav din far, Nebukadnesar, kongedømme, magt, ære og herlighed. Alle folk, stammer og tungemål frygtede og skælvede for den magt, som han havde givet ham. For han kunne dræbe, hvem han ville, og han kunne lade leve, hvem han ville; han kunne ophøje, hvem han ville, og han kunne ydmyge, hvem han ville. Men da hans hjerte blev hovmodigt og hans ånd stolt og overmodig, blev han styrtet fra sin kongetrone, og hans ære blev taget fra ham. Han blev jaget bort fra mennesker, hans hjerte blev ligesom dyrenes, han havde sin bolig sammen med vildæslerne, han åd græs som oksen, og han fik væde fra himlens dug, indtil han forstod, at Gud den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og kan sætte, hvem han vil, over det. Men du, hans søn Belshassar, har ikke ydmyget dit hjerte, selv om du vidste alt dette. Du har ophøjet dig over for himlens Herre, da du lod karrene fra hans hus hente, så du og dine stormænd, dine hustruer og medhustruer kunne drikke vin af dem. Du lovsang guderne af sølv, guld, kobber, jern, træ og sten, som hverken kan se, høre eller forstå; men den Gud, som holder dit liv og alle dine veje i sin hånd, har du ikke æret. Derfor blev hånden udsendt fra ham og disse ord skrevet. Dette er de ord, der blev skrevet: mené, mené, teqél, ufarsín. Og dette er ordenes tydning: Mené: Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det. Teqél: du er vejet på vægten og fundet for let. Perés: dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.«

Da befalede Belshassar, at Daniel skulle klædes i purpur og have en guldkæde om halsen. Og det blev bekendtgjort, at han skulle være den tredjemægtigste i riget.

Samme nat blev kaldæerkongen Belshassar dræbt og mederen Dareios overtog kongedømmet i en alder af 62 år.

Limbo. Et sted mellem de to. Naiv og nævenyttig. Ilter og indebrændt. Håbefuld og hadefuld. Arrig og apatisk. Indigneret og indifferent. 

Måske finder jeg ud af det med tiden. 

TALLENE ER INDE. De lande, med kvinder på toppen af kransekagen, klarer sig bedst gennem krisen. Det er de lande, hvor der er færrest der indtil videre er kradset af. 

Det kunne vi da godt have fortalt dem. Vi har i årevis skreget, at hvis der skulle styr på skidtet, skulle der senoritas ved styret. De kan finde ud af at styre sig. Ikke at lade magten stige dem til hovedet. Holde fast og holde igen.

Hold da op!

Jeg holder med dem, der holder med menneskene. Ved godt, det er diskriminerende over for dyrene og dem der bedyrer, at de er for non-binære til at være noget så almindeligt som menigt menneske. Meget mere end det! Måske. 

Menigheden messer i med Mads for majestæten. Manglede da bare. Hun kvitterer med en tale, skrevet af statholderens hofnarre, som hitter på for hende. Minder om, hvad mor har sagt og ment. Mennesker i meningsfuldt menighed. Aldrig glemt. Gemmer sig i geleddet. Aldrig alene. Altid en nakke at stirre ind i. Længselsfuldt. Langsomt forelske sig i hvirvlen, der gemmer på fibanachis finurlige fingerpeg om, at der er mere mellem himmel og jord. Mere end nok til at forelske sig i. Finde mening med manglen. Finde ud af, at det er fint, at det hele er op til fri fortolkning. Fri fantasi. Fri til at finde på sin egen virkelighed. Selv hvis man vil finde på fjender. Jeg forsøger at finde på frænder. Finde dem fantastiske. Det er for forstyrrende andet. Selvom min fantasi nok forstår at forstyrre. Finde på frygtligheder. Jeg flytter fokus. Finder alt det fine frem og får det til at fylde hele feltet.  

Jeg bestemmer. Statsministeren kan sige, hvad hun vil. Jeg tror ikke på hende.