KORONAKARTELLET

Jeg tror ikke, de er vores. Måske slet ikke nogens. Det føles i hvert fald ikke sådan. Jeg fornedrer mig sjældent og falder på knæ for at få skænket af kilden. Jeg klør på, når det kilder. Så meget som jeg kan nå. Forsøger at følge med. Som oftest er det svært. Passer sjældent ind i situationen. Øjeblikket kalder på mere, end man kan nå. Hvad man må. Men man forsøger, når man føler for det. De er flyvske, og det er det, der er det fine ved dem. Det der gør dem sande. Fordi de ikke er til at tage at føle på, ligesom det meste andet her i verden. Mon de ville forsvinde, hvis man virkeligt var Sidsten. Ville man have samlet nok sammen til en evighed i ensomhed? Ville de blive ved med at komme, eller ville skyerne forsvinde for bestandigt? Det er svært at sige. Det er nok et spørgsmål om tro, som med alt det andet. 

Det er sjældent, jeg ikke gør det. Jeg søger mod øjeblikkene uden. De føles renere. Rislende salve for sjælen. Den hiver alt det vanvittige ud med vandhanevandet. Hvis der kun var dem, ville jeg blive sindssyg. Er tæt på til tider. Fylder ud med stilhed. Tale. Film. Bøger. Larm for stilhed. Men de sniger sig altid ind alligevel. Er ikke til at komme udenom. Der er ingen tvivl om, at jeg gør det mere, end jeg taler. Der er ingen tvivl om, at det er det, jeg gør ubetinget mest. Kommer til at gøre mest. Selv hvis jeg lagde livet radikalt om, og forsøgte at fjerne, ville jeg fejle.  

Hvad tror du? Du, som ikke siger, hvad han mener. Jeg er ked af, hvis tonen blev for hård. Det var i desperation. Fordi jeg gjorde det unævnelige, og turde tro, at du gjorde det samme. 

Men det skal man jo ikke. Man skal vide. 

Sammenholdet er svigtende i tiden. Jeg undgår situationer, hvor det synes åbenlyst. Søger ind i mørket. Med mig selv. Tosomheden er til at klare. Alt derover er for dominerende. Der er det ikke andre end de forvirrende, der fræser febrilsk rundt som buldrende brumbasser. Uforløst og forandret. Jeg søger svaret i mig selv. Hvad gør jeg galt? Mens jeg skriver, søger de hen til noget af det skrevne; ordene om at søge svaret sammen. Jeg kan ikke. 

Forandring. 

Jeg ved, du skriver uden at læse. Det er en skam. Jeg ville gerne høre dine betragtninger om fortrydelsen. Den er jo uomtvistelig i snakkene om tiden og de unævnelige. Jeg har intet klogt at sige her. Derfor savner jeg dine ord. At få tingene sat på plads. Uden tvivlen. Jeg har lavet regnestykket for dig før. Ville ønske, du kunne komme og gøre regnskabet op. Skabe orden. Med to fede streger under. Skriv på væggen, mobilen eller tavlen. Jeg vil læse uanset mediet. Er menig mener med dig. Men ak. Måske er tiderne uden tid snart ovre, så vi kan starte fra begyndelsen igen.

Mit mantra for tiden har jeg neglet fra din mor. I hvert fald, som jeg fik det overleveret. Scenen med strømperne. Det er sundt at kede sig. Jeg øver mig på livet løs. At give mig selv lov, uden at have en nagende samvittighed, der siger, at jeg spilder mit liv. Vi skal have gang i maskinen igen. Hvert et sekund, båndet ikke ruller, taber vi milliarder af kroner. Jeg maler billedet for at fjerne fokus fra det følsomme punkt, forinden. Jeg vender ikke tilbage. Det gemmer sig længere oppe. Jeg vil fortsætte længere ned. Dernede om et par linjer eller fem. Der må gemme sig noget. Hvis bare jeg fortsætter med at taste. Forsøger at fange. På et eller andet tidspunkt, må det være der. Komme. 

Jeg forstår selvfølgelig godt, at det er det modsatte af at lade sig overmande af kedsomheden. At lade den tage rod i én. At det er ligesom med bøgerne og børnene; udfyldning af rum. Tomrum tilintetgjort. Et lille puf til noget luft, lydbølger i bevægelse, i håbet om, at de kan skabe forandring. At turde lade tiden gå, uden at være bange for, at den gør det.

Jeg går, mens jeg v taster. Satte det lange ben foran de sidste par meter, inden de to døre, der deler den ene og den anden verden op. Så snart den sidste smækkede i, bag mig, begyndte jeg at skrive. Imens går jeg de 17 skridt fra den ene ende til den anden. Slangerne ville minde dig om, at du skal huske at gå ind på Netflix og se Tiger King én gang til. Betale aflad til algoritmen. Amen!

En løve i et bur. Vi kunne sagtens male det billede. Vi kunne sagtens høre ekkoet af en stemme, der sagde noget i den dur. Det kunne måske endda lyde som ens egen. Men man kunne også lade være. Selv når det er ude af ens hænder. Selv når det er, er det aldrig helt. Beklager at være budbringeren. Andre har sagt det før. Sikkert også dig. Sikkert også mig. Før eller siden. Kommer ud på ét. 1 og 0 inden længe.

Lad os fejre, at det er dette nu, der er lige nu. At vi kan skabe det sammen, kun for at feje sandkornene bort. Bare fordi. Ude af éns hænder, og så alligevel ikke. Man maler selv. Altid. Sandheden ligger ikke i sandet, men i mindet. Måske. Altid et måske. Bare fordi.

Vi går i ring.