KORONAKARTELLET

Endnu engang vågnede jeg midt i verdens undergang. Denne gang blev den transmitteret i fjernsynet, så man kunne følge med til det sidste. Klinet til skærmen.

Det nåede jeg aldrig rigtigt til i drømmen. Vågnede inden da og lå bare tilbage med følelsen i kroppen. En sitrende én af slagsen. Jeg åbner øjnene til solen som skinner så smukt udenfor mit vindue, mens strålerne rammer mig her i sengen. Åbner porrerne op, får fimrehårene til at stritte mod den og får hele hylstret til at boble, som var der hundredtusindvis af små eksplosioner på hudens overflade. Selv samme sol, der gjorde en ende på det hele i drømmen.

Jeg ved, der venter en smuk dag. Men det er svært ikke at høre klokkerne ringe. 

Du sagde, at drømmene peger fremad. At vi hele tiden har kigget den forkerte vej. Jeg gav dig ret, men overvejer mytteri denne morgen, hvis drømmene skal være tegn på det, der venter. Så vender jeg om og vender tilbage til tanken om, at drømmene peger bagud. Det virker sikre. Lortet er gået ned flere gange. Ikke i den skala, men mindre kan jo også gøre det.

Jeg håber ikke, at det i sandhed er de sidste tider. Så tror jeg, jeg ville sove og drømme mig fra undergangen. For der kører jeg med langt højere opløsning, end hvad I kan mønstre herude på den anden side – det i kalder virkeligheden. Det vågne liv. Væk mig, når september ender. Når dommedag er drevet over. Når vi er klar til at leve igen. Jeg kan ikke få luft i disse mundbindstider. Jeg ryger mere, end jeg plejer. Mere end jeg bør. Lungekapaciteten svinder ind. Jeg kan ikke længere tage livet ind. Det er for overvældende, nu når døden har fyldt alt de seneste par dage. Efterhånden fylder mere end livet. Jeg mister pusten af bare lidt puslen og pulsen krogene. Er blevet ukampdygtig. Som om livet var et slag.

Så slår jeg op med det. I hvert fald hvis det skal være sådan her. Hermit Hancock kan I kalde mig, hvis I skulle få lyst. Spørg mig ikke om hvorfor. Jeg har mange bud, men ingen jeg vil byde dig. Man må give, for at kunne få. Det går begge veje. Jeg skylder en del, men har intet at give. I hvert fald ikke noget, jeg vil give frivilligt afkald på. Tilbage til livet.

Jeg holder på mit og mister sjældent modet, når jeg mister mening. Heller ikke den anden vej rundt. En rodebutik hvor der altid er ophørsudsalg. 

Jeg hører Ricky Gervais sige, at han helst vil dø i søvne. Allerhelst mens han drømmer, at han redder en baby fra en brændende bygning. Gå ud som en helt, uden at skulle mærke frygten og flammerne. Bare selve følelsen. Fantasien er fantastisk. Især når man sætter sig ned og fantaserer over alt det, som den kan. 

Jeg har sluttet fred med solen. Ligget i den et par timer. Ved ikke, om jeg har forliget mig med tanken om, at den kommer til at æde os alle sammen engang. Og dermed også tanken, om at dette vi, intet ville have at gøre med dette jeg. At jeg vil have været død i årtusinder til den tid. Sådan siger videnskaben i hvert fald. Og det er den, jeg har valgt at tro på, selvom jeg hele tiden stiller spørgsmålstegn ved den, og hvad vi finder på at bruge den til.

Livet er en lang kæde af valg. Hvordan man vil se på tingene. Følelserne og udfaldene er det eneste, man ikke kan styre. En helt del, vil nogle sige. På dage som disse, ville jeg give dem ret. Jeg henviser til fantasi-fængslerne fra tidligere. Nogle gange kan fantasien blive virkelighed. Måske er det der, man har allermest brug for den til at bilde sig selv ind, at det ikke er så slemt, som man går og tror, det er. Netop fordi det bare er noget, man går og tror. 

Alt er relativt. Italien, Rwanda, Japan. Dig, mig. Os. Følelser er følelser. Det er det eneste, jeg tror på. Resten er oppe i luften. Til at tage at føle på, men aldrig rigtigt til at forstå. Til fulde. Handler mest af alt om at bilde sig selv ind, at man har regnet den ud og så handle derefter. Være dristig. Driftig. Ivrig. Initiativrig. Rig på oplevelser og aldrig lade nogen fare sin næse forbi. 

Sådan siger manden, der har mistet de yderste par centimeter af sin, ved at lade så mange suse forbi. Det yderste led skrabet af, så der nu kun er en flad, lille grisetryne tilbage. Men selv svin kan finde trøfler, og selv perler kan smides for dem. Svinet er det samme uanset. Sådan da.

PÅ STRANDEN / PÅ GADEN / I SENGEN FØR TID

En måge driver langsomt ind mod bredden. Helt ubesværet ført afsted af de vuggende bølger, under dens vinger. 

Gad vide, om den ligesom han har ventet længe på solopgangen. Gad vide, om den har ventet på selve solen og ikke solopgangen, ligesom ham. 

Gad vide, om solopgange ville være smukke, hvis der ikke var nogen til at værdsætte dem. Ville solen overhovedet gøre sig umage, hvis der ikke var nogen til sætte pris på dens skaberværk.

Hvad med skyerne? Ville de lade sig bruge i blændværket, hvis der ikke var nogen til at se det?

Mens han sidder og tænker over solen og skyerne, er mågen drevet helt ind på land. Den ryster sin krop, for at få væden af vingerne. Ænser ikke miraklet, der er ved at tage form bag den. Utaknemmelige udyr.

Det går op for ham, at han selv sidder og stirrer på mågen, som har vendt solopgangen ryggen. Utaknemmelige udyr.

Nu er det som om, at skyerne er blevet for ivrige og nærmest har slugt solen, inden den overhovedet er begyndt at stå op for alvor. 

Showet aflyst lige inden showtime. 

Det er lyst over det hele, selvom der altså endnu ikke har været nogen rigtig solopgang. Som om resten af verden er snydt foran solen. Som om verden har glemt, at det er solen, der bestemmer. Som om de har glemt den.

Ude i bugten sejler den gamle katamaran forbi. Den blev automatiseret for cirka 15 år siden, og har lige siden da sejlet turen fra øen og til fastlandet tre gange dagligt, tur-retur. Drevet af solens stråler og uden hjælp fra menneskets hånd. 

Den har ikke glemt solen, og sætter stadig sin lid til den seks gange dagligt. Har vist ikke opdaget, at der ikke er nogle mennesker at fragte til og fra øen længere. Eller måske har den og fortsætter ufortrødent. Mennesker eller ej.

Den er færge, hvad end der er nogle eller noget at fragte eller ej. Det gør hverken fra eller til. Skibet er ladet med intet. Intet er alt. 

Alt hvad der er tilbage er det hele. Og det hele ligner sig selv. Nogle morgener kan man nærmest glemme, at alt er forandret. At vi er på vej væk.

På gaderne kører sporvognene stadig. Tomme til tiden. På fortovene ligger cigaretskodder, der forlængst har forladt læber, der for længst er lukket i, for aldrig skulle åbnes igen. Gyng-gang. Som om, de lige er blevet smidt, selvom de sandsynligvis har ligget der i årtier. Ådsler af ånden.

På højhus-facaderne hænger reklamer og flimrer for firmaer, der forsvandt før faldet. 

De lyser natten op, når man ligger i sengen og forsøger at gøre en ende på dagen før tid.

Men de vil ikke lade én slippe. Ophørsudsalg. “Alt skal væk!”, “Everything must go!”