Jeg troede, det var et rumskib. Solen der styrede sindssygt mod kloden slog mig også kort. De klogere hoveder siger, at det bare er Venus.
Hun trækker streger på himlen. Sådan synes det i hvert fald, når man stirrer på hende længe nok.
Jeg googlede hende selvfølgelig. Mente nok, det var noget med kærlighed. Historien holdte selvfølgelig på mere end det. Meget at tolke på. Men du har jo også forbindelsen og kan finde det samme. Se det som hjemmearbejde i hjemmekarantænen.
Kan man overhovedet tale om det længere? Vi må til at give denne tilstand et nyt navn, efter Mølbakken bankede os alle på plads med sandheden. Vi havde godt set den komme. Men ville nu stadig gerne have været den foruden.
Hvilket sidespring. Det orker jeg nærmest ikke. Glemte helt Venus. Hun hænger der stadig. Hænger i. Hvis hun kan klare milliarder af år, fantasilliarder af dystre dage, så klarer vi nok endnu en. Jeg håber mest af alt, at vi gør. Klarer den. Sammen. Jeg ved, jeg trækker mig. Men jeg håber på, at fysikken har ret her. Herren havde ikke svaret. Så nu sætter vi vores lid til videnskabsmændene. Du har hørt mig harcelere. Jeg sparer dig spraderiet. Trods det, er det dem, jeg tror på. Tør ikke andet. Har brug for nogle til at fortælle mig sandheden. Tør ikke stole på dette skramlede sind. Selvom det er det eneste, jeg kan. Tror for det meste på, hvad det siger. Ellers stiller jeg selvfølgelig spørgsmålstegn ved spørgeren. I en spøgende tone, selvfølgelig. Vil ikke skabe postyr. Være påståelig omkring det passerede. Om det passer.
Undskyld, jeg forsvandt i et bogstavrim. Meningen slap fra mig, fordi jeg fortabte mig. Om forladelse! Nu gjorde jeg det igen. Det er svært at slutte, når først man er startet.
Jeg gør et forsøg og vender blikket mod Venus.
KH
Mellem rovfugle – 1891
Den, som vil ned herfra,
hvor hurtigt
sluger dybet ham ikke!
– Men du, Zarathustra,
du elsker afgrunden,
du bærer dig ad som granen? –
Dén slår rødder, hvor
selv klippen gysende
stirrer ned i dybet -,
dén tøver ved afgrunde,
hvor alt omkring den
vil styrte sig ned:
omgivet af de vilde rullestens, den styrtende bæks utålmodighed,
tålmodigt tålende, hård, fåmælt,
ensom…
Ensom!
Hvem vovede også
at være gæst her,
at være din gæst?…
En rovfugl måske:
dén hænger vel og gynger
skadefo i håret på den tålmodigt lidende,
med sin forrykte latter,
en rovfulge-latter…
Hvorfor så standhaftig?
– spotter den grusomt:
man må have vinger, hvis man elsker afgrunden…
man må ikke blive hængende
som du, den hængte! –
Å Zarathustra,
du grusomste nimrod!
For nylig endnu Guds jæger,
al dyds fangstnet,
det ondes pil! –
Nu –
fanget af dig selv,
dit eget bytte,
boret ind i dig selv…
Nu –
ene med dig selv, ensom,
to-som i din egen viden,
Mellem hundrede spejle
Falsk for dig selv,
mellem hundrede erindringer
usikker,
træt i hvert sår,
kold ved hver frost,
kvalt i din egen snare,
selvkender!
selvhænger!
Hvorfor bandt du dig
med din visdoms reb?
Hvorfor lokkede du dig selv
ind i den gamle slanges paradis?
Hvorfor sneg du dig ind
i dig selv – i dig selv? –
Du er syg nu,
du er syg af slangegift;
du er fange nu,
en, som trak det korteste strå:
som må arbejde krumbøjet
i sin egen skakt,
spærret inde i din egen hule,
gravende i dig selv,
ubehjælpsom,
stiv,
et lig -,
nedtynget af hundrede byrder,
overbebyrdet med dig selv,
en vidende!
en selvkender!
den vise Zarathustra!…
Du søgte den tungeste byrde:
da fandt du dig selv -,
dig selv rystede du ikke af dig…
Lurende sidder du,
sammenkrøllet,
en, der ikke står oprejst mere,
jeg tror, du vokser sammen med din grav,
forvoksede ånd!…
Og for nylig endnu så stolt,
på alle din stoltheds stylter!
For nylig endnu eneboeren uden Gud,
samboer med Djævelen,
ethvert overmods skarlagen-prins!…
Nu –
indeklemt
mellem to intetheder,
et spørgsmålstegn,
en træt gåde –
en gåde for rovfulge…
de vil snart “løse” dig,
de hungrer allerede efter din “løsning”,
de flakser omkring dig, deres gåde,
kredser om dig, hængte skrog!…
Å Zarathustra…
selvkender!…
selvhænger!…
KORONAKARTELLET 
Skriv en kommentar