KORONAKARTELLET

Alt er glemt for en stund.

Alt er opløst. 

Alt er ingenting. 

Gentagelsen.

Begyndelsen.

Slutningen.

Alt det mellem himmel og jord.

Du og jeg.

Vi to.

Hele træskoen. 

Den pukkelryggede. 

Den halte.

Og den hele.

Hele tiden.

Altid.

Mere. 

Det eksploderer hele tiden.

Jeg springer over, hvor gåden er lavest. 

Sprænger usynlige rammer, for ikke at ramme mig selv. 

For vores begge skyld.

Der er meget at leve.

Meget at forstå.

Lad os tage den lidt med ro.

Der er mere at nå.

Lad os tage en hviledag eller to.

Vente.

Sætte den store dom ud af spil, for en stund.

Lad os gøre hinanden fri.

Bare fordi.

Svinge lænken omkring os, som var den et sejrssjal, der blæser freden ud med vinde, der skal bæres henover have, så den når alle lande, alle verdener og virkeligheder, der værker på den anden side af vandene. 

Længere og længere op.

Svævende et sted mellem himmel og jord.

Med plads til det hele og mere til. 

Store armbevægelser uden begrænsende to-meters regler. 

Mere end nok.

Nok for nu.

Så må vi se..