KORONAKARTELLET

Der stod ti i kø, udenfor Letkøb. En kom til og så var de 11. Var de så for mange, eller hvordan hænger det sammen? Vi står jo sammen hver for sig. Så stod de ikke sammen i køen? Hver for sig. Det så ikke sådan ud, når man så på dem. Tværtimod. Deres ansigter hang udtværede på toppen af kroppen. Som om de løb ud i hinanden og formede en alge brun plamage, man ikke kunne redde, uanset hvor meget man ellers forsøgte at tvære i det. Lag på lag, uden at det blev rigtigt rigtigt. Fortabt. Forgabt. Forbandet! Man burde ringe efter ordensmagten. Få dem til at gribe ind og ordne uordenen. Få skik på sagerne. Spar mig for detaljerne! Min mor arbejde et par måneder på et mejeri og fortalte mig, når hun igen sad hjemme i det mosgrønne køkken, hvordan de skabte lillebror-stængerne. Skrækkelige scener. Siden da har jeg aldrig sat tænderne i den søde, smeltende masse. Alt godt må komme til en ende. 

Men nogen må gøre det. Væmmelighederne af vejen. Fjern køer og rører! 

Jeg sidder i bussen på vej til Mols. Skrider fra civilisationen. Man mærker det allerede fra første stop. Efter at være kørt fra stationen til stoppestedet i en tom bus, altså foruden chaufføren, der har hængt rød-hvid stribet advarsels-snor op på tværs af midtergangen, fæstnet til tredje rækkes håndtags-ører. Behørig afstand for at undgå berøring af kærlighed til fædrelandet og hans egen frelse. Han nægter at tjekke billet! To stiger på på stoppestedet. Den ene sætter sig to rækker fra mig, på modsatte side af gangen. Jeg takker for omtanken. 

Så sætter den snottede, lille møgunge sig lige mellem os. Som for, for guds skyld, ikke at bryde smittekæden. Sætter sig mellem os som et lille armlænke-led, der holder sammen på det hele. Jeg holder det ikke ud! 

Jeg kunne sprætte hende i titusinde stykker med den sydende vrede der flimrer i fibrene. Tilintetgøre hende. Vise samfundssind. For hvert et åndedrag hun tager indenfor min smittesfære, tæller jeg ned til hendes endelige. Ænser jeg ikke moral? Jeg kan love dig! Den er mit tegn på nattens skyer, et følgespot af forvrængede og forflænsede følelser, der samler sig i en cirkel, som et tegn på, at det er tid til, nattens ridder dømmer synderne. Smadrer dem sønder og sammen. Af ren og skær nødvendighed, skærer han gennem synderne. Nogen skal jo gøre det. En tragisk barndom med tab og svigt, som det hører sig til i en sådan fortælling, er selvfølgelig foreskrevet. Ellers føler man ikke sympati. Aldrig helt alligevel. Det er for dystert og destruktivt. 

Hun sidder i bussen og blæser Volbeat mod de sarte øresnegle, der slimer rundt i ørerne, gennem et par Beats, der presser ind fra begge sider af hovedet og får hele hendes kranie til at runge ud i bussen. Vibrationerne fanges af den vatagtige filt, der smyger sig flydende hen over den hårde flade på den formstøbte plastic, der udgør det meste af bussens skrog, og ved at fange den flyttede luft i filten, omdanner dobbelt-pedalen til en opretstående bas, der sniger sig rundt i vanvittige virvar-artige nodespring, der alle synes at falde helt pladask perfekt, hvor de hører til, uden at lyde som noget, man nogensinde har hørt før. Den vrængende guitar bliver til en hornsektion bestående af tre skinnende blæsere, der svedne og skrigende i lystig leg forsøger at overgå hinanden med stadig dristigere og dristigere spring på skalaerne, de opfinder til lejligheden bare for at overrumple og opmuntre de to andre. Aldrig har noget lydt sådan, og aldrig skal det nogensinde lyde som andet. Lige meget hvad de finder på efter denne aften, vil intet være andet end alt dette. De ved det ikke, og ingen finder nogensinde ud af det. Men det er sandt. Jeg siger dig, at det er sandt. Så du må tro det. Sådan er det. 

Alt dette er vendinger puttet på siden hen. I øjeblikket var kun vrede. Men selv dem kan man pynte på og gøre passende, tamme og tålelige. Smukke måske? 

Intet af det er sandt. Selvom det står skrevet. Jeg gør ofte fluer fortræd, men føler altid uslettelig svig, der er svær at slippe. For hvor står det skrevet? Det uslettelige? Hvem fører regnskab? Jeg skrev og nu står det skrevet. En forskrivelse, der foreskriver, at skriveriet skal følges til ende. Shakespeare ville vide, hvem man skulle søge svaret hos. Uden yderligere sammenligning.

Hamlet og Lolita sidder i mig for tiden. Jeg kan ikke give slip på dem. Oplæst og opført. På bånd og på film. Pharao og Lyne. Set løst og sat fast. Uventet og uvant. Befriende og belærende. Tyngende og trykkende. Fæstnende og flænsende.

Frygter der er en sammenhæng, jeg ikke selv har afsøgt og eftertænkt, før tanken kom til mig i nuet og følelsen blev fanget for altid, lige her i hæftet. Jeg må hellere stoppe med at skrive, for selv at søge. Måske finder jeg et svar, jeg ikke vil sande. Lad os håbe, jeg slipper. 

Vi skrives ved!