KORONAKARTELLET

Hun var ikke noget alligevel. Det er slet ikke mig.

Skyerne er tankerne. Stjernerne er håb, der blinker til en og beder én om at tro på dem. Inde i byen er der få, men de er lysende klare. Nogle gange planeter, der spiller én et puds. Dem venter vi med. Kommer man ud i naturen. Væk fra byen og dens biler og ballade, er der langt flere at finde. At fornemme. De funkler i flok og frister én til at bruge hele natten på at drømme om og med dem. Og hvis man tør, går nogle af dem måske i opfyldelse. Men kun hvis man tør tro, at de gør. Så er oddsene ganske gode. 

Sølvræven var blevet en guldkalv. En afgud, man opdagede, man aldrig havde formået at forstå. Havde heller aldrig forsøgt. Man havde læst alle teksterne, sunget salmerne, men aldrig samlet det til en treenighed, der skabte syn for sagen ved at sprede solens stråler i farvestrålende følelser, der fik én til at se det hele syle-klart. 

Nu splittet i to. Den bitre bassist og den bragende bagmand. Begge to sagde, at de var den sande. Den med nøglen til sandheden. De opførte skuespil, for at skjule det bag røgslør, så de sagesløse seere var nødt til at komme tilbage igen og igen med et fint og vævert genvundet håb om denne gang at ville forstå, hvad de fortalte gennem fremførelsen, forførelsen, men som altid endte med at smatte ud i en klæbrig masse mellem hænderne, der klistrede fingrene fedtet sammen, så man var bange for, at de aldrig nogensinde ville kunne skilles igen. Snask! 

Udløbet håb, der ikke var til at samle sammen igen. De sagde, at de bare legede, at de var slanger; at de stadig var fårehunde som folket. Den ene tog en grisemaske på og overhældte sig selv og fårene med franske bobler. Den anden gemte sig mere klædeligt bag en klistret grimasse, der skjulte den søde, klistrede cava, der klamrede sig til hans mundvige. Men de skjulte sig ikke i projektørernes lys. Lod alt stå klart. 

Sølvrævene syntes hule, når de sagde det. At de var sandheden. Ikke så hæderlige, som de hævdede at være. De snød! Om det mest var dem selv eller dem, var svært at sige. Men synd uanset. 

En skam. For inden da, var de ikke andet end toner og tegn. Lak og litra. Sværte og smuds, der sagde én alt, og som var mere end nok. Småborgerlige slangetæmmere, der havde iklædt sig deres slavers ham, fordi de ikke længere kunne udstå at være dem, der bestemte. Det var bedre at være én blandt andre, end ene blandt andre. Så de fik en vulkan på scenen til at tage pladsen for deres vrede, men lovede at den stadig ulmede i det indre og udryddede mindst lige så meget som den sande, som den spejlede. Men det var let at se, at det ikke var andet end blinkende lys og sart satin i modvind fra en vindmaskine. Intet mere. 

Ikke engang forfalskningen var sand. Sandeligt sørgeligt. Sådan sagde han, der huskede noget, han aldrig havde oplevet selv. Men som han helt bestemte mente, var den sande udgave af de rødspættede uromagere. Men hvad vidste han? Måske lige så meget som dem. Huskede noget og ville noget andet. Ingen af delene lod sig gøre. Tiden var gået. Selvom ingen af dem ønskede det. Man kan sætte vinyl under pres og skabe en lomme af sol, skyer og stjerner, som de stod på himlen engang for længe siden. Men alt flytter sig. Midten er ny og vi drejer stadig bare rundt i hastigere og hastigere fart. Forsøger at forstå, hvor vi kom fra, mens vi har flyttet os flere hundrede lysår, mens vi finder ud af det. Glemmer og husker igen. Og en gang til. Bare for at glemme igen. Bare for at gøre det. Mon man kan stoppe planeterne og stjernernes vanvidsridt rundt i universet, hvis bare der er nok, der vil det. 

Jeg tvivler, og tvivler på, at jeg ville, hvis jeg kunne. Ved ikke, hvorfor jeg overhovedet skænkede det en tanke. Måske gør du. 

Hvem ved? 

***

Der var engang, hvor der kun var stjerner i verden. De hang der helt alene blandt hinanden. Indtil de en dag bestemte sig for, at de gerne ville have, at der var mere end bare stjerner, og derefter skabte de alting med ét enkelt trylleslag. Et tovligt et af slagsen. Ikke et sekund for tidligt. Ellers havde du ikke været her. Så lad os sige heldigvis! Det er håbenes skyld. Skyld var der forresten ikke noget af, da der kun var stjernerne. Det var noget menneske fandt på, efter stjernerne havde fundet på dem. Menneskene havde en helt vildt livlig fantasi, der nok skulle føre dem langt, tænkte stjernerne. Samtidig håbede de, at de ville bruge den til at drømme gode ting frem. Og sammen finde ud af, hvad de fandt godt. Stjernerne hørte en tid til, hvor det spørgsmål havde et mere simpelt svar. For stjernerne var bare stjerner. Så forskellige og foranderlige, men forenede om at være det. Derfor havde spørgsmålet ikke er svar, og var det i sig selv.

Der skete meget siden da. Det meste på grund af alt det liv, som stjernerne havde skabt. De håbede på, at alle tingene selv ville finde på mere af det hele og mere til, så stjernerne ikke længere skulle være ensomme. For det var det, de var, selvom de aldrig havde indrømmet det over for hinanden. Sikkert heller ikke ville. For stjerner er meget stolte og siger ikke, hvis skoen trykker. Hvilket kan ske for selv den bedste. Selv stjerner, der ikke går med sko. I hvert fald hvad jeg ved af.