KORONAKARTELLET

Koronaen har taget det hele.

Jeg har ikke mere.

Jeg har forsøgt at vride de sidste ord ud af mine tanker. 

Men der ikke flere. Ord altså. Der er stadig tanker. Men ingen der passer her på papiret. De er mine. Selvom jeg ville påstå, at de er ingens. Men jeg holder i hvert fald på dem for en stund, før jeg slipper dem fri, så de kan flyve glidende ud i glemslen. Jeg ved ikke, om det gør godt. Jeg gør det bare. Om jeg vil eller ej. Ord på papir er en form for opløsning af tiden. En optisk illusion, der kun virker, hvis ikke man stirrer for længe på dem. Så opløses også den. Indtil der til sidst er intet. 

Koronaen har taget det hele. Til sidst selv intet. ‘Tilbage er intet’ ville være en tilsnigelse. En løgn. Alligevel klør det i fingrene efter at skrive det. Godt jeg fik kradset lidt på linjen lige før. Lige om lidt er der ingen ord. Lige om lidt er de væk. 

Mon det er sket, hvis det er glemt? Mon det er glemt, så snart det er sket? 

Opad og udad. Aldrig det andet. Man kan prøve. Men det er få, der har forsøgt, som ikke har måttet give op. Give fortabt. Forværrende. Forbandet forvirret! Forladt som i forevigt. Fæstnet i Faster. Farvel’et fortiet. For nu. Fjernere fjender. Fandt frønnede håb. Forlængst forlagt. Forgabt. Farlig lig far. Forpasset. Forgået. Forslået og færdig. For ærlig. Bare ærgerlig. Forbi. Fordi.

Ikke far(,)vel.