KORONAKARTELLET

Zaratupac slap sin sjæl for en stund, for at se, hvad der ville ske.

Siden sås han aldrig igen.

Månen tog ham. 

Manglede måske en ven.

Eller to.

Når enden er god, er alt løgn.

24, lidt for god til at lyve, en hjertetyv, der får dig helt op af flyve.

Sådan messede jeg dengang. Fortsatte ufortrødent. Kom der mere end det? Var der mere at komme efter?

Spild af kræfter?

Hvem tager man til indtægt for sine sejre?

De slagne?

En skam. Et nulsumsspil, der aldrig går op.

Alt ender med at gå ned.

Johannes forstod det langt før os andre.

Gik med hænderne på ryggen og fortsatte uforandret fremad. Forudså hvad vi aldrig ville forstå. Tilbage stod vi. Var stadig ved at skabe os selv. Selvom vi sagde, vi for længst var færdige.

Vi har meget at lære.

Jeg glæder mig allerede!

Lyver jeg, mens jeg drømmer mig tilbage til dengang, jeg vidste endnu mindre, og troede jeg vidste nærmest det hele.

Siger du ved ingenting, men ved at du ved alt. 

Et stille håb skreget ud af en forskrækket dreng. 

Sandelig siger jeg jer, der er intet sandt at sige mere. Alt er sagt.

Intet sandt at støve frem.

Kun et par sandkorn forsvundet mellem fingrene på én. Hvis vi er heldige, har et par skuret sig ind i fugerne. Foreviget, forseglet bag et tyndere og tyndere lag hud, der holder på det hele. Til sidst flosset så fint, så det nærmest minder om folien i fotobøgerne, der på forunderlig vis altid forandrede fortidsminderne under dem, så de lignede aftegninger og antydninger af noget, der var engang.

Nogle gange var det som om, at billederne var mere rigtige, når de lå gemt under et tyndt lag vævet stof. Nemmere at begribe. Man må give slip for ikke at slide det op.

Sådan er det. Selv når det er svært at sande.

Ligesom med kviksand. Jo mere man kæmper, jo mere synker man ned. Man må ligge stille og råbe efter hjælp!

Så jeg ligger mig ned og venter på foråret og fremtidens tilbagevenden. Tilslutter mig det hele uden at tænke videre over det. 

Videre!