KORONAKARTELLET

Klokkerne ringer. Det er forbi! 

Alle løgnene. Alle de knejsede knæ. Alle uhyggelighederne.

De overdøves dog af sirener fra et udrykningskøretøj. De flyder føjeligt sammen i et unisont støjtapet, der strækker sindet i sømmene. Stopper tankerne i at formes til noget konkret.  

De kan sige og gøre, hvad de vil.

Det er dem, der bestemmer. 

Og nu spørger du sikkert, hvem er de?

Og det er deri synden sidder. 

At de har fået os til at tro på, at der er et os og et dem.

At synden ikke er syntetisk. 

De har drevet os derud. 

Fået os til at tro, at de ikke er vi.

For derefter rette skytset mod omverden. Sige at det er der, alt det syge stammer fra.

Som nu er sevet ind under huden, sidder i sindet og sørger for at, vi langsomt sygner hen. 

Først de gamle. Så de unge. Så mændene. Så de fede. Så rygerne. Så de gamle igen. 

Vi er de. Og de er os. 

Vi er vi. Hvis vi vil. 

Hvil i fred.

Vi skal dø, siger de. Også i fremtiden.

Lidt endnu.

Sikke en overraskelse, råber vi igen. 

Udenfor mit vindue fløjter fuglen. Mon de kunne sætte en lille højtaler op lige udenfor mit vindue, lige under gavlen. Ville den mekaniske fugl mon være nok til at narre mig til at tro, at derude stadig var derude, selvom jeg ikke så det?

Mon de selv har tænkt tanken? Mon det er det, de pønser på? Mon dog. Konspirationer er krævende at holde kørende. Især for beskyldte. Bemeldte bagmænd. 

Bag det hele gemmer sig sandheden. Bag sløret af løgne. 

Du kan godt se den, hvis bare du ser ordentligt efter. 

Den er lige der. 

De har ikke engang gemt den særligt godt.

Troede at det her var længe nok.

Længe har det været det. 

Jeg frygter, at det bliver ved med at være det.

Men nu har du set den. Nu kender du den, i hvert fald.

Det giver sandt at sige en form for fred.

Jeg forlanger intet af dig! 

Kunne ikke falde mig ind at falde en bror i ryggen på den måde.

At give skylden og skammen videre. Ikke tale om! 

Det står på tavlen. De storladne ord.

Men det ville være for meget af det gode at plante dem her på papiret. 

Hvad kunne de ikke vokse sig til?

Hvad kunne de ikke tro?

Det tør jeg slet ikke tænke på.

Så lad os trøste os ved, at vi to kender dem. 

Så må de andre nøjes med at drømme.

Tænk hvad der ville ske, hvis de alle gjorde det på én gang. 

Selv hvis de fantaserede om forskellige scenarier, tror jeg sanseriet ville skabe en form for forskydning i flugten fra fortiden. 

Vi talte om at forbedre sig hver dag. At gøre det lidt bedre end i går. Det skrev de sikkert på en Gajol-pakke engang i 90’erne. Og de gjorde sig sikkert også umage i 1800-tallet. Ligesom der blev lagt hårdt flid i at forme en flintesten til noget, der kunne flænse skindet på et bytte, så det kunne bringes føde til familien. 

Det store i det små. Det små i det store. 

Madsen forstod. En fjollet forskydning af bogstaver i et – måske – forfejlet forsøg på, at få et håb til at gå i opfyldelse. 

Et stjerneskud.

At massen af mennesker sammen ville skabe øjeblikke, hvor tiden og evigheden kunne mødes.

Jeg forstår ikke engang selv ordene i dag. Men jeg bliver jo nødt til at tro på dem alligevel. Hvad har jeg ellers?

Jeg havde egentligt tænkt mig at befri mig selv i dag.

Slippe pennen og springe ud i paradisets have.

Bare for at slutte af i det bibelske.

Slå et stille slag for at styrte trillingetårnene i grus med alt rotte-ravl og kravl i sig. Tordnende, triumferende trommer og horn rundt om hele rottereden, indtil de ikke længere er. 

Men jeg mindes at huske, at jeg har skrevet det før, og før det noget, der mindede om. Der ville uden tvivl være tale om deja vu, hvis jeg kastede mig ud i det.

Så vi lader dem stå.

Hvis du synes.

Jeg melder mig klar med klar tien. 

Jeg orker ikke rigtigt.

Community er kommet på Netflix.

Så jeg napper et afsnit mere. 

Så kan vi altid se, hvad der skal ske.

Vi skrives.

Frihed, lighed og Big brother!