KORONAKARTELLET

Zero strakte sine vinger: er det allerede nat tænkte han for sig selv. Han iagttog, hvordan de andre dovent begynde at vågne op og baske med vingerne, før de fløj ud af grotten. Zero blev hængende lidt. Det var dejligt at få blod til hovedet, ny energi, nye ideer strømmede til. Det var den her slags tidlige nætter, hvor han kunne blive hængende i grotten i evigheder, uden at tage med de andre tåber ud og jage. 

Han kunne mærke deres tanker presse sig på i hans hoved. Rungede rundt i hans kranie. Fik hårene på hylsteret til at flyve i alle retninger end ham selv. Væk. Væk! Der var ikke noget at gøre, tænkte han. Eller måske de. Han slap grebet og lod sig gribe af sin dødsangst få centimeter fra gulvet af grotten. Tog et par greb i vinden med vingerne og var straks ved grottens munding. Inden han nåede den, blev han oversvømmet af alle sanseindtrykkene på den anden side af deres helle. Hele verden skreg imod ham på én gang.

Nogle af de gamle flagermus, der var…, påstod, at han kun fik igen, hvad han sendte ud. Men sådan hang det ikke sammen, skrålede han tilbage. De sendte hele tiden signaler. Om de så selv vidste det, eller ej. Han kunne ikke slukke for det. Han kunne kun spore ind og stille skarpt. Aldrig slukke. Aldrig få ro. 

De andre satte retning ned mod den lille landsby, der lå for foden af deres bjerg. Han kunne allerede mærke dem heroppefra. Alt deres klynken. Alt deres vrede. Alt deres svig. Alt deres bitterhed. Han kunne smage den helt herop. Kunne de dog ikke bare sætte retning ned mod den tætte skov, hvor der var langt flere væsener, men meget mere stille. Til at holde ud. Til at være sig selv.