KORONAKARTELLET

Jeg råbte af min mor i telefonen. Vi behøver ikke komme ind på detaljerne. Det handlede om det samme, som det altid gør. Hendes forkvaklede forsøg på at holde mig fast. Ikke at give slip. At fæstne fangarme af følelser, som jeg ikke kan slippe fri af. 

Det er selvfølgelig den grumme udlægning. Den med alle de slette motiver. Jeg ved, at det altsammen er kærlighed. At hun vil mig det bedste. Måske mere end mig. 

Men også her handler det om valg. At tage dem selv. At være sig selv. Ikke være hendes. Emancipation. Frigørelse fra undertrykkelse eller afhængighed. Men hvem er undertrykt og hvem er afhængig af hvem? Jeg tror, det går begge veje. Har forskellige udtryk. Er modstridende, men strømmer samme vej. Vil det samme. Ser det sjældent. 

Jeg vil fri, men er holdt fast af følelserne. Heldigvis. Jeg ser det store og det små i de ord. Jeg håber du ved, at jeg kun valser rundt på kanten af balkonen, velsiddende og velvidende om, hvad der venter dernede. Så jeg fantaserer kun. Finder på. Finder det for let. For tungt. I hvert fald ikke noget jeg vil bære på mine skuldre for derefter at give slip på det hele. Det hele føles tungt fra tid til anden, men jeg bærer gerne det hele på mig. Det er i sandhed en gave, som vi så oftest har sagt til os selv og hinanden. Fordi det er sandt. 

Jeg føler, at der er meget jeg ikke har sagt, selvom der står så meget på linjerne og især imellem. Jeg kunne anspores til at anprise og anvise, hvad jeg mener om dig og dem. Men jeg tror, det hører til derude. Man kan sige mangt og meget på papir. På sider, der intet siger i det store hele. Hvis de forbliver ord uden ånd. 

Jeg har læst og forstået. Mest af alt blevet forvirret. Havde glemt den vansirede. Kan stadig godt mærke ham derinde. Gemt i sit elfenbenstårn. Væk fra verdens dømmende øjne. Dømt til selvdømmeri. Velvidende selvmedlider. Selvforpiner. Sarafusker. 

Men han er en anden. 

Jeg kan se, at jeg glemte at se dig. At høre dig. Selvom jeg kaldte igen og igen. Jeg tror, vi kaldte på det samme. I hver sin retning. Som man så ofte gør. Vil det samme, men siger det sjældent. Ser kun alt det, som ikke bliver sagt. Sådan som det måske bør være. For det usagte er usandt, og det sagte er sandt. Sådan må sagerne hænge sammen. 

Så jeg håber, jeg siger, hvad jeg tænker og føler. Ikke på papir, men present. På alle de måder, det kan vælges at tolkes. Vælg selv. 

Jeg vælger mig, dig og os allesammen. Som vi er. Og som vi ikke er. Alle løgnene og alle sandhederne. Alt det grimme og det smukke. Alt og intet. Fordi jeg ved, at det er det samme, og derfor mere end det. At én og én giver tre. At der venter mere af det gode. At jeg vil være med. Og mere til. Der skal skabes og spredes. Snakkes og sludres. Bygges og brydes. Mere og mere. Jeg vil være her, når det sker. Formaterer og formerer. Flere og flere. Så ser vi, hvad der derefter sker.